Fortsæt til indhold

Byggeplaner er en skandale

Blovstrød-borgere er rystede over kommunens ændrede forslag til otte 3-etagers boligblokke langs Østre Teglværksvej

Samfund
Steen Tue Bjerborg

En gruppe beboere, som bor på Østre Teglværksvej i Blovstrød, er mildt sagt utilfredse med, at Allerød Kommune har udvidet byggeplanerne for Ny Blovstrød-arealet vest for Kongevejen, så der skal bygges otte 3-etagers boligblokke på stedet.
"Det er en meget radikal og voldsom ny disponering, hvor man på ingen måder tager hensyn til den eksisterende bebyggelse," lyder det fra Michael Dreyer, der på beboernes vegne i det lokale nyhedssite 'Alt Om Blovstrød' kalder det en decideret "skandale".

Langt fra arkitektforslag

Det, der ifølge 'Alt om Blovstrød' især chokerer og provokerer beboerne, er, at de nye planer er meget langt fra det oprindelige vinderprojekt i arkitektkonkurrencen, der ifølge Michael Dreyer var baseret på et lavt, grønt byggeri - indpasset til det naturlige terræn, og som tog "rimelige" hensyn til beboerne og deres villaer på Østre Teglværksvej.
"Vi var selvfølgelig meget kede af, at der i det hele taget skulle bygges på kirkens marker og dermed blokere for vores skønne udsigt mod syd. Men vi måtte nødtvungen acceptere denne løsning," siger Michael Dreyer, der derfor har svært ved at forstå og acceptere, at Allerød Kommune ifølge ham er fremkommet med "et totalt ændret forslag".
"Det er en projektændring, som har chokeret ikke blot os, men som vi ved, mange i hele Blovstrød er uforstående over for, og vi har hørt, at borgere ved et tidligere møde har udtrykt, at det var en skændsel for Blovstrød."

Beboerne i Blovstrød kalder det en skandale, at kommunen har ændret de oprindelige byggeplaner, der ifølge beboerne tog mere hensyn til naturen på stedet, til otte nye 3-etagers boliger. Foto: Flemming Nyberg, 'Alt om Blovstrød'

Tror ikke på kommunen

Allerød Kommune begrunder byggeplanerne med, at de skal være tale om en spejlning af Ny Blovstrød omkring Kongevejen i relation til det eksisterende Blovstrød.
Det har Michael Dreyer dog meget svært ved at forstå, da de otte 3-etagers boliger vil blive de højeste bygninger i hele Blovstrød.
Desuden har han svært ved at forstå et argument fra kommunen om, at boligblokkene skal stå i relation til NEFFs høje lagerhal på stedet.
"Denne bygning er jo blot en lille enhed på Østre Teglværksvej, resten er lavere bygninger. Og i øvrigt kan hallen meget let skjules ved en beplantning bestående af høje træer, som der jo allerede er sket langs lagerbygningen på NEFFs grund," siger Michael Dreyer, der derfor ikke tror på kommunens officielle argumenter for byggeplanerne.
"Vi tror, at der må ligge helt andre bevæggrunde for at smække disse høje boligblokke op, men det har kommunen indtil videre ikke oplyst noget om," siger han og sætter nu sin lid til det borgermøde, der skal være om byggeriet i Blovstrød senere i august.
"Forhåbentlig kommer der et sagligt ændringsforslag frem på borgermødet," slutter han.