Fortsæt til indhold

Bademester kan næsten ikke få armene ned

Bademesteren ved Furesøbad jubler. Det har været en kanon sommer - en af de bedste nogensinde, fortæller han

Samfund
Martin Warming

Michael Bay Olsen fra Furesøbad er en glad mand.
Det har som bekendt været en fantastisk sommer med masser af solskinsdage, og det har selvfølgelig også smittet af på antallet af badegæster, der har bredt tæppet ud på den lokale strand, slået parasollen op og hoppet en tur i Furesøen.
Michael Bay Olsen, hvis officielle titel er 'inspektør', er i gang med sin 22. sæson - og denne sommer placerer sig på en top 3 som en af de absolut bedste, fortæller han.
"Vi havde også en rigtig god sommer sidste år, og jeg tror, at vi havde lige så mange gæster sidste sommer. Forskellen har været, at der sidste år var nogle rigtig store dage med masser af gæster, mens det i år har været spredt ud over mange flere dage med godt vejr", siger Michael Bay Olsen, der dog ikke har tal på, hvor mange, der har besøgt Furesøbad.
"Vi registrerer jo ikke folk, men på de gode dage har der formentlig været et par tusinde i løbet af dagen", siger han.
Og det er mange forskellige mennesker, der besøger den populære badestrand.
"Der kommer selvføgelig en masser børnefamilier, men der kommer også morgensvømmere, triatleter, institutioner, skoleklasser, unge mennesker og cykelryttere, der lige skal have en pause. Der er plads til alle, og jo flere, der bruger området, jo bedre - bare de passer på det", lyder det fra Michael Bay Olsen.
I år har der blandt andet været afholdt et jazz-arrangement ved Furesøbad, og i sidste weekend blev det nye tiltag 'søbrunch' skudt i gang, og Michael Bay Olsen håber, at der vil komme flere arrangementer i fremtiden.
"Det er jo et fantastisk område, vi har, og det er et oplagt sted at lave mindre koncerter, festivaler eller lignende, så det håber jeg da, at der kommer noget mere af i fremtiden", siger bademesteren, der i den forbindelse nævner den nu hedengangne havnefest, der blev arrangeret af Lions Club Værløse.
"Det var et rigtig godt arrangement, og jeg håber, at der er nogen, der kunne have lyst til at tage ideen op igen", siger Michael Bay Olsen.
Furesøbad har kun haft fem 'lukkedage' på grund af alger i år, og Michael Bay Olsen regner ikke med, at der kommer flere.
TrygFondens livreddere bliver i øvrigt ved Furesøbad frem til den 31. august.

TrygFondens livreddere bliver på Furesøbad frem til den 31. august. Arkivfoto: Helene Holm Stolle