Stort fald i skatteindtægter til kommunen
Op til 50 millioner kroner om året vil Egedal Kommune få mindre ind i skatteindtægter, viser beregninger. Kassebeholdningen er under pres, siger borgmesteren
Egedal Kommunes samlede indtægter vil falde meget de kommende år. Det viser de prognoser, som Kommunernes Landsforening (KL) og Finansministeriet i øjeblikket regner på for at se, hvordan økonomien bliver i Danmarks kommuner.
”Vi er i den situation, at vores skatteindtægter i 2015 vil bliver reduceret med 31 millioner kroner. I 2016 er det 50 millioner. I 2017 er det 45 millioner, mens det ser bedre ud for 2018,” fortæller Egedals borgmester Willy Eliasen (V).
En af årsagerne til, at KL og Finansministeriet skønner et fald i indtægterne, er, at der bliver færre borgere i Egedal Kommune. Indbyggertallet vil falde med 225, viser prognosen. Det betyder, at der kommer 68 millioner færre kroner i omløb hos borgerne, og det medfører færre skatteindtægter i kommunekassen.
”Vi er ikke enige i denne vurdering angående fald i befolkningstallet, men det er altså denne prognose, der danner grundlag for det såkaldte statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som vi skal følge og bruger her i kommunen,” siger Willy Eliasen.
Skal give flere penge væk
Prognoserne fra KL og Finansministeriet viser også, at udgiftsniveauet i 2015 falder i Egedal.
”Vi får færre borgere, der har brug for støtte fra kommunen. Det er for eksempel arbejdsløse og enlige med børn,” fortæller borgmesteren.
De færre udgifter til overførelsesindkomster betyder dog ikke, at der bliver flere penge til andre ting. Når Egedal Kommune skal bruge færre penge på området, så skal Egedal hjælpe de kommuner, der er dårligere stillet og har større behov. Det er den såkaldte kommunale udligningsordning, der træder i kraft. Populært sagt betyder ordningen, at de kommuner, der har mange penge skal give til de kommuner, der har få og dermed større behov for hjælp.
Stadig sund økonomi
Samlet set har Egedal stadig et godt skattegrundlag og en sund økonomi, fortæller borgmesteren.
”Men kassebeholdningen er under pres. Derfor må vi fortsætte den økonomiske genopretningsplan, som byrådet vedtog for fire år siden. Den nye situation, som vi ingen indflydelse har på, betyder, at vi skal have øget kassebeholdningen,” siger Willy Eliasen og fortsætter:
”Vi er i fuld gang med at gennemgå de enkelte centres budgetter for at se, om pengene anvendes hensigtsmæssigt. Jeg er trods den udmeldte situation fortrøstningsfuld, men situationen kræver forsigtighed og omtanke, og jeg kan godt allerede nu forudsige, at der ikke bliver plads til mange nye tiltag i budget 2015,” slutter Willy Eliasen.