Strikvarer fra landet med de sære hatte
Kvinden bag Ry-virksomheden Chola, der specialiserer sig i fairtrade strik fra Bolivia, udvider med butik og showroom
Et ulands-projekt under Danida, der startede i La Paz i Bolivia, har på få år udviklet sig til en blomstrende forretning i Ry, der med Mia Rünitz ved roret giver brød på bordet til 150 bolivianske familier og en ditto dansk.
Virksomheden, der hedder Chola, har hidtil koncentreret sig om engrossalg af eget design i bolivianske strikvarer og boligtekstiler til kunder i ind- og udland, åbner nu selv fra 15. august butik på adressen Klostervej 20 i Ry.
Prøver på indiansk strik
Her vil Mia Rünitz integrere sig i byens butiksliv og give mulighed for både erhvervs- og privatkunder at se prøver på indiansk strikketradition fra det bolivianske højland produceret af den eksklusive uld fra Alpacaen, der i øvrigt nok kendes af flere, når vi oplyser, at den er fætter/kusine til Lamaen.
Mia Rünitz var oprindelig en del af et Danida-projekt i La Paz, hvor hun boede et par år.
Projektet gik ud på at lære bolivianske indianerkvinder at læse og skrive.
Her fik Mia Rünitz for alvor øjnene op for indiansk strikke-håndværk.
“Kvinderne skulle lære at læse og skrive, men strikke behøvede de ikke hjælp til. Gennem generationer har de strikket af de fineste kvaliteter, og kombinationen af deres håndværk og vores designs har vist sig at kunne bære. I dag er der 150 bolivianske kvinder, der lever af de ordrer, jeg lægger,” forklarer Mia Rünitz, der startede Chola i 2010.
Godkendt til fair trade
Cholas handel og aktiviteter er godkendt af Fair Trade Danmark, og det er en garanti for, at handlen med de bolivianske indianerkvinder foregår på ordentlige vilkår.
I det hele taget føler Mia Rünitz en forpligtelse i forhold til de bolivianske strikke-kvinder. Derfor åbnes butikken.
“Jeg føler mig ansvarlig for så vidt muligt kontinuerligt at skabe arbejde til strikkekvinderne. Det håber jeg at kunne gøre med min butik,” siger Mia Rünitz.