Comwell vil revolutionere dansk mødetænkning
Markedet for møde- og konferenceydelser er i vækst, særligt for de udbydere, der kan tilbyde noget særligt. Trends og tendenser inden for mødevirksomhed går i retning af det mere udfordrende mødetilbud, der aktiverer både hjerne og krop. Comwell-hotellern
MØDER Det kan gøres bedre, når dansk erhvervsliv holder møder. Vi skal væk fra fokus på borde, stole, power points og frokostbuffet og i stedet tænke aktiv læring og metoder til inddragelse af forskellige læringsstile.
Det mener man hos Comwell-hotellerne, en af Danmarks største hotel- og konferencekæder, som nu lancerer et helt anderledes mødekoncept, hvor rammerne til en forandring slet ikke er det bærende i konceptet.
- Vi ser en international tendens i øjeblikket, der går i retning af helt at nytænke den måde, vi afholder møder på.
Det er blandt andet den økonomiske krise, der har gjort, at erhvervslivet og det offentlige skal finde nye steder at øge udbyttet, og der er ingen tvivl om, at der ligger et stort potentiale i at afholde bedre og mere effektive møder, forklarer Comwells koncernchef Preben Nesager og fortsætter:
- Det her er ikke bare teambuilding version 2.0 eller 3.0. Det er starten på noget meget større efter vores mening, og jeg er overbevist om, at mange andre følger efter.
Omdannes til en campus
Comwell Klarskovgaard på Vestsjælland omdannes i den forbindelse til en campus, hvor det traditionelle møde bliver fortid til fordel for aktiv læring og fleksible mødeaktiviteter.
Det er en stor satsning for Comwell-koncernen, der har foretaget en million-investering i redskaber og faciliteter, som understøtter konceptet. Alligevel er de mangfoldige aktiviteter som foto-workshop, træningsaktiviteter eller udendørs bad kun sekundært for konceptet.
Det forklarer hotelchef Annette Brostrup fra det nyligt omdøbte Hotel Comwell Campus Klarskovgaard:
- Branchen har i mere end 10 år forsøgt at skabe det optimale møderum. Vores fokus har derfor tidligere primært ligget på at skabe de perfekte fysiske forhold, fordi det er det, vi er vant til at optimere i møde- og konferenceverdenen.
Nu vender vi tingene på hovedet, så det traditionelle fokus på rammerne for mødet træder i baggrunden til fordel for et fokus på indholdet for mødet.
For at forstå, hvordan konceptet hænger sammen, må man kende til filosofien bag konceptet Motiverende Møder, som er udviklet af Comwell i samarbejde med konsulenthuset Coastzone. Det udrulles på alle Comwell-hotellerne, men som noget nyt tager Comwell Campus Klarskovgaard skridtet fuldt ud og dedikerer hele hotellet til tankegangen, som baserer sig på teorien om, at mennesker er forskellige og derfor bedst lærer forskelligt.
I Folkeskolen har man allerede gennem en årrække arbejdet med de forskellige læringsstile i en erkendelse af, at envejskommunikation ikke altid er befordrende for forståelsen og hukommelsen.
Nu bliver den teori implementeret i stor skala i Comwell-koncernens mødetilbud og altså særligt på Comwell Campus Klarskovgaard, hvor rammerne bliver helt optimale for læring gennem samarbejde, adrenalinsus, fordybelse, puls og innovation.
De fem fokusområder understøttes af aktiviteter, der f.eks. kræver mod, koncentration og fordybelse eller kreativitet.
To fast tilknyttede professionelle mødekonsulenter tilrettelægger programmet i samarbejde med mødearrangøren, så indholdet for mødet bliver omdrejningspunktet for aktiviteter, der understøtter mødets mål og formål.
Mødedeltagerne aktiveres
- Lad os sige som eksempel, at en virksomhed afholder et møde, hvor ledelsen vil præsentere strategien for næste år og sikre opbakning fra nøglemedarbejdere.
Måske kræver det mod, samarbejde og omstillingsparathed at realisere strategien, som indeholder nogle konkrete målsætninger.
På Campus Klarskovgaard kan vores mødekonsulenter aktivere mødedeltagerne med handlinger, der symboliserer mod, samarbejde og omstillingsparathed, sådan at alle forstår og husker, hvad det kræver at nå virksomhedens nye målsætninger, uddyber Annette Brostrup.
sl