Fortsæt til indhold

De blå flag forpligter

Blå Flag-strandene ved Norddjurs’ kyst holdes i god stand og lever op til kravene

Samfund
Anette Bonde

Norddjurs Kommune har 114 kilometer varieret kystlinje med nogle af Danmarks bedste sandstrande. I kommunalplanen er der udpeget ti områder som offentlige badestrande, hvor kommunen skal sikre god badevandskvalitet og fastholde Blå flag. Udover badevandskvaliteten indebærer det desuden krav om skiltning, handicapmuligheder og parkeringsforhold.
”Der medfølger også driftsmæssige forpligtelser ved Blå flag ordningen som strandrensning og fjernelse af tang og alger,” siger Kim T. Jensen, Vej og Ejendomschef ved Norddjurs Kommune.
Tang bliver skyllet op på strandene og er en naturlig del af kystens økosystem. Norddjurs Kommune skal derfor både tage hensyn til biodiversiteten og til strandgæsterne, når det gælder fjernelse af tang. Kim T. Jensen understreger, at den fjernes, inden den skaber gener for strandgæsterne.
Kommunen har også ansvar for at overvåge opblomstringen af alger. Blå flag kan benyttes til at informere strandgæsterne om den aktuelle algesituation.
”Vores kystområder er udsat for naturens kræfter og ændrer sig, men det er naturen som vi kender den og holder af den” siger Kim T. Jensen, og tilføjer, at den nødvendige renovation på strand og i klitter sikres dagligt.