Politiet babysitter bror og søster
Spiste kage og så tegnefilm med politibetjente på stationen, mens mor fødte den nye lillebror.
Et søskendepar på to og otte år fra Kulhuse fik ikke kun en ny lillebror lørdag, ungerne fik også et par hyggelige timer på politistationen med kage og tegnefilm, mens mor var optaget på fødegangen.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Nordsjællands Politi fik klokken 01.48 et særegent opkald fra Region Hovedstaden. Her havde ambulancefolk en kvinde på Bakkevej i Kulhuse, der havde trykveer og var i fuld færd med at føde. Det var ikke så usædvanligt. Usædvanligt var det dog, at fødslen var kommet så uventet for moren, at der ikke var sørget for en babysitter til de kommende storesøskende.
Her kom betjentene så ind i billedet. De to tog nemlig ungerne med på stationen, hvor der blev trakteret med hjemmelavet rabarberkage, tegnefilm og i øvrigt hygget for fuld skrue.
Senere på natten lykkedes det at få vækket børnenes morfar i København og så snart, der blev skaffet et par barnesæder til patruljevognen gik turen så hjem til morfar i Hovedstaden.
Derefter var betjentene klar til næste opgave, der nok havde svært ved at leve op til samme grad af hygge.
Fødslen af den nye lillebror forløb i øvrigt fint.