Fortsæt til indhold

Snak dig ud af depression

Flere kvinder har glæde af forløb med samtalegrupper, viser ny evaluering

Samfund
Af Erland Rasmussen

Nybagte mødre, der har det svært med moderollen efter fødslen, har glæde af at mødes med andre kvinder i samme situation for at tale om problemerne.
Sundhedstjenesten i Skanderborg Kommune har gennemført en række forløb med samtalegrupper for kvinder, og en ny evaluering viser, at der er så gode erfaringer, at ordningen bliver permanent.
Det viser sig, at deltagerne føler sig styrket i deres moderrolle efter deltagelse i samtalegrupperne i 2013 og 2014.
"Tilbuddet har været en succes. Kvinderne fortæller, at de får meget ud af at hjælpe hinanden med at få tacklet de udfordringer, der er i det moderne moderskab. På den måde ligger samtalegrupperne i naturlig forlængelse af ideen om Skanderborg Kommune 3.0, hvor borgerne er aktive medskabere af egen velfærd," siger Bodil Lauridsen, der er leder af Sundhedstjenesten, i en pressemeddelelse.
Det er kombinationen af erfaringer fra ligesindede og de faglige tips, der har vist sig at være effektiv. En deltager beskriver f.eks. i evalueringen, at samtalegruppen har lært hende at ændre tankemønster og fokusere på de små lyspunkter i hverdagen.
Undersøgelser viser, at halvdelen af kvinder med fødselsdepression ikke opdages. Skanderborg Kommune bruger derfor et internationalt anerkendt screeningsredskab som udgangspunkt for en samtale med den nybagte mor.
I Skanderborg Kommune oprettes løbende samtalegrupper for kvinder, som har det svært efter fødslen. Men forløbet er ikke kun for kvinder med tegn på decideret fødselsdepression – det er også for kvinder, som har svært ved at få familielivet til at fungere efter en fødsel, oplyser Bodil Lauridsen.