"Humoren har hjulpet mig gennem hele mit liv"

Nogle gange kan det betale sig at være fræk. Rustet med den tanke pløjer Villabyernes udsendte sig onsdag gennem kendisser, pressefolk og pr-damer, stimlet sammen foran restaurant La Casa på Dyrehavsbakken for at hylde forfatteren Lise Nørgaard.
"Undskyld, jeg er så indiskret, men må jeg ikke bede om et interview med dig på tomandshånd? Væk fra al den her virak". Iklædt sin med længder pæneste skjorte søger han med armene at visualisere, at der ingen ro kan findes på det uhellige sted.
"Ved du godt, at virak betyder hyldest,..", spørger Matadors moder. Blodet forsvinder fra journalistens hoved.
"...men den fejl er der mange, der begår. Jo, det kan vi sagtens finde ud af", smiler hun.
For en republikaner som bladets udsendte er Lise Nørgaard så tæt på en kongelig, han ønsker at komme. Men hvad der måtte være af næsegrus beundring for kvinden bag alle tv-seriers moder fordufter hurtigt, som vi sætter os i Skovshoved Sejlklub for at sætte tænderne i en rejemad.
Ikke på grund af skuffelse. Men fordi replikker fra Lise Nørgaard tjener som mentale Treo-tabletter. Hun sender alle tilløb til højtidelighed, smiger eller forstillelse på porten med sin ramsaltede humor. Og de små millimeterpræcise piskesmæld af lige-ud-ad-posen-betragtninger bliver efterfulgt af en latter, man ikke kan værne sig imod.
Du virkede oprigtig rørt over Bakkens Oscar i går?
"Ja, selvfølgelig, det betyder meget. Jeg har haft et forhold til Bakken, lige siden jeg var en lille pige. Vi var ofte på Bakken, hvor vi satte os i græsset og spiste frokost. Mine forældre medbragte et lille skuffedarium med madder. Der var et lidt andet folkeliv dengang. Jeg kan huske Inger Gautier Schmit fra Indre Mission foreslog i Landstinget, at der skulle såes brændenælder, så de unge, elskende par ikke lagde sig i græsset. Hun gik også rundt på områdets badestrande sammen med sin mand, politimesteren i Næstved, og bankede på de unge par med spadserestokken", griner Lise Nørgaard.
Politimesteren underviste i øvrigt også på den skrækkelige husholdningsskole i Sorø, Lise Nørgaard blev sendt til som ung kvinde.
"Det var den rene idioti. Tænk, at man lærte unge, relativt begavede kvinder, hvordan de kunne formøble deres tilværelse i en treværelses. Med statsstøtte blev kvinderne holdt på plads", mindes kvinden, der som bekendt fandt en udvej i journalistfaget.

Folk skal ligne hinanden

Efter mange år i den mandsdominerede verden på først Roskilde Dagblad og siden Politiken, Hjemmet og Berlingske Tidende naglede hun danskerne kærligt med Matador fra 1978-1982. Hun er ikke sikker på, hun ville kunne gentage kunststykket i dag, men hun vil gerne tale om den skabagtighed, der er i tiden.
"Jeg forstår ikke det her ræs med at ligne naboen", siger hun.
Tænker du på affarvet hår og store bryster?
"Nu er det efterhånden mest midaldrende kvinder, en restgruppe, der går med det lange, lyse teenagehår. De tror, de ligner havfruer, men de ligner strandvaskere. Det er udmærket, at man går op i sit udseende, men det hører til min opfattelse af skabagtighed, at det skal være de samme tasker, de samme sko, af bestemte mærker, alle går med. Man forlader det, der er naturligt og hylder det kunstige".
Det var syvende gang, Matador blev vist i 2012/13. Og selv om tre millioner danskere har købt dvd'en, trak serien stadig seertal på den overordentlig pæne side af millionen. Lise Nørgaard har selv en lavpraktisk - og beskeden - forklaring på det paradoks:
"Folk kan godt lide at høre om gamle dage. Og så kan de jo både se og høre, hvad der sker i Matador. Det er ikke noget, de moderne produktioner lider under".
Det er ikke de danske serier, der stjæler Lise Nørgaards tid foran skærmen, men hun er stor fan af Rytteriet og elsker alle afskygninger af engelsk humor, lige fra Mrs. Hyacinth til Dad's Army.

Døden tæt på livet

En af de klare ulemper ved at runde 97 år, som Lise Nør-gaard gjorde i juni måned, er, at alle ens jævnaldrende venner dør om ørerne på en.
"Det er skrækkeligt, når folk forsvinder omkring dig. For der forsvinder også dele af dig selv. Jeg savner f.eks. min gamle skolekammerat Bent Flensborg. Vi skulle bare give hinanden et stikord, så skreg vi af grin. Vores ægtefæller blev lidt trætte af os, men de holdt da ud".
Heldigvis har Lise Nørgaard en stor venneflok, tre døtre, syv børnebørn og 10 oldebørn. Og de fleste af dem ved udmærket, at dét, der tæller for Lise Nørgaard, er oplevelser.
"Alene det at være 97 gør, at man er en original. Folk tror, man går i stykker, hvis de rører ved en. Det gør jeg ikke. Jeg vil i teatret, ud at se en film, eller ud at spise. Jeg har en veninde, der for nylig mistede sin mand. En anden veninde ringede og sagde 'vi må se at gøre noget for hende. Skal vi ikke spørge, om hun giver en kop te'. Jeg udstødte et hyl. Er der noget, vi ikke skal, så er det da det! Hun skal ud og have en god frokost. Ældre mennesker vil gerne hjælpes ud af deres bur".
Forleden døde Lise Nør-gaards kusines mand. Han gik ud med haveaffaldet og faldt om.
"Det lyder forkert, men jeg kunne næsten ikke sørge, for det var en god død. Det var det samme med min lillesøster Gerda. Jeg blev dødsens fornærmet over, at hun forsvandt før mig, men hun sad ombølget af klassisk musik ved sit skrivechatol. En cerut i hånden og et glas whisky inden for rækkevidde".
Hvordan kunne du selv godt tænke dig at dø?
"Du kunne have rigtig godt af, at jeg faldt om lige nu og her".

Godt gammeldags forarget

Lise Nørgaard læser dagligt tre aviser, Politiken, Berlingske og Frederiksborg Amts Avis. Og hun følger flittigt med i dansk politik, f.eks. i den aktuelle skoledebat.
Dagen før interviewet så hun første afsnit af TV2-dokumentaren 'Kundskab eller kaos', der viste en temmelig udisciplineret flok elever.
"Det undrer mig, hvordan lærerne langsomt har afgivet magten. Eleverne sidder der med deres mobiltelefoner og iPads midt i timen. At man overhovedet diskuterer med deres forældre, om eleverne skal lægge det nymodens djævelskab fra sig, gør mig faktisk forarget".
Forarget bliver hun også, når hun tænker på, at det offentlige kun vil kommunikere digitalt med borgerne fra den 1. november. Selv har hun ikke tænkt sig at anskaffe sig en computer.
"Hvis ikke de kan få fat i mig, så kan de bare lade være".
Lise Nørgaards yndlingsforfatter er Thomas Mann på grund af hans vidunderlige sprog. Humoren er den livs-eliksir, hun går efter på alle sine litterære ekspeditioner.
"Når jeg læser en forfatter, hvor alle passager er billetmærket af alvor, så appellerer det mere til min humoristiske sans end til mit hjerte".
Humor er vist medfødt, siger hun. Man kan ikke gøre for, at man har den. Man kan heller ikke gøre for, hvis man ikke har den.
"Jeg tror, jeg fik min humor fra min far, han var en vittig hund. Det er faktisk ham, jeg skylder for inspirationen til Matador. Selv om han var det, man kalder en god konservativ borger, så kunne han se komikken i alt det, han så i provinsbyen Roskilde".
Den vej har hun selv betrådt.
"Humoren har hjulpet mig gennem hele mit liv, selv i de svære øjeblikke. Jeg kan gå til en begravelse, og så bliver det hele pludselig så mærkeligt. Som for eksempel, da en salvelsesfuld præst til en af mine venners begravelse kom til at holde den forkerte tale, der var beregnet til den anden begravelse den dag. Pludselig talte præsten om, at den afdøde havde kæmpet i den finsk-russiske vinterkrig. Det kunne hverken enken eller jeg helt få til at passe", smiler Lise Nørgaard.
Hun var for nylig i Det Kongelige Teater for at se balletten 'Romeo og Julie'. Som hun sad der og kiggede ud over orkestergraven, blev hun pludselig grebet af en enorm taknemmelighed.
"Jeg tænkte, her har jeg siddet, siden jeg var seks år med mine forældre. De gav mig et indblik i litteraturen, sans for musik, de viste mig teatret og museerne, alle de skønne kunster. Det lever jeg fedt på i min høje alderdom. Jeg har aldrig kedet mig, jeg har altid en bog eller en cd, jeg kan sætte på. Meget bedre gave kan man ikke give til sine børn. Det er en pakke, der kan pakkes ud hele livet".