Fortsæt til indhold

Seebach kom, så og sejrede på Smukfest

Rasmus Seebach fyrede op for festen med konfetti og fyrværkeri på Bøgescenen

Samfund
Line Hitz

Rasmus Seebach indtager lørdag aften Bøgescenen med festfyrværkeri, brag og konfetti. Her er alt fra unge piger med bare mave, som sender fingerkys til charmøren Seebach til midaldrende mænd og skolebørn.
Som den folkekære sanger ankommer Seebach til scenen blandt publikum, mens menneskemængden eksploderer i sangen "Ingen kan love dig i morgen". Tusindvis af arme bevæger sig fra side til side med trækronerne som vidner.
"I skal alle sammen med på min øde ø, Skanderborg," siger Seebach fra scenen, mens sangen Øde ø får hofter til at vrikke i takt.
Ligemeget om sangen hedder Øde ø, Olivia, Tusinde Farver, Sandstorm eller Nangijala synger publikum med fra start til slut. Det er hverken nyt eller alternativt, men sange om lykke, kærlighed, sårbarhed og venskab rammer både og unge og ældre i Bøgeskoven.
Forventede man, at Seebach lænede sig tilbage i skyggen af de kendte numre, må man tro om igen. Han skruer tværtimod op for tempoet, og undervejs eksploderer scenen i et brag af hvide hjerter og kulørt konfetti, der daler let ned fra himlen.
I midten af det hele står tre piger.
"Han har så meget kærlighed, og han er fantastisk til at kombinere nye og gamle sange. Det er en smukfest og smuk smuk musik," siger Denise Amanda Lundstrøm, mens veninden Michelle Nymand fortsætter:
"Han er er meget taknemmelig og vildt god til at interagere med publikum."
Seebach afslutter med sangen "Under stjernerne på himlen", og selvom stjernerne endnu ikke står klart over Skanderborg, og det spæde tusmørke kun anes over Bøgeskoven, så tænder Seebach alligevel tusindvis af stjerner hos store og små på Smukfest 2014.

Denise Amanda Lundstrøm (tv), Karina Goothaab og Michelle Nymand (th) fester til Seebach.
Kulørt konfetti væltede ned over Bøgeskoven.
Konfetti til Rasmus Seebach koncert.