Fortsæt til indhold

Farvel til forbandet fabriksruin

Lystrup Fællesrådsformand jubler over afklaring og lokalplan ved fabriksruin

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Så kan Lystrup-borgerne endelig vinke farvel til områdets skamplet - den tidligere plastikfabrik er på vej væk - efter det i sidste uge kom frem, at lokalplanen så småt er ved at blive færdiggjort.
Det skulle gerne bane vejen for, at ejeren af grunden, Reitan Ejendomsudvikling kan begynde at rive bygningerne ned og opføre et projekt, hvor Jem & Fix, UnoX og en fastfood-restaurant.
Det har været på tegnebrættet siden 2012, men først nu ser det ud til, at der kommer skred i tingene.Den ekstraordinære lange ventetid skyldes, at planen blev forsinket af et klimatilpasningsprojekt, som grunden, der ligger på hjørnet af Lægårdsvej og Sønderskovvej, var en del af.
Klimatilpasningsprojektet skulle gennemføres fordi området blev udsat for monsterregn med oversvømmelse tilbage i august 2013, og det ligger ige på kanten af plastikfabrikken.
“Vi havde armene helt oppe, da vi læste det i Jyllands-Posten. Det er fantastisk, at der nu endelig ser ud til at ske noget. Og vi vil gøre alt for at fremme processen,” siger fællesrådsformand i Lystrup, Flemming Larsen.
Han overtog posten efter Hans Schiøtt i maj måned, men ved godt, at man skal passe på med at juble for tidligt.
“Vi har før solgt skindet, inden bjørnen var skudt, så vi tør næsten ikke tro på det. Vores tålmodighed er tyndslidt,” siger han.
Plastikfabrikken er det første man møder, når man kommer til Lystrup, og det er blevet kaldt en øjebæ af mange.

Dårligt image fastholdes

“Det er et negativ vartegn, der har været med til fastholde vores dårlige image som 'Gun City', selv om det altså er over tyve år siden, der var skyderier herude,” siger Larsen, som har boet i byen i 35 år.
Hvis byrådet godkender lokalplanen, skal den sendes i offentlig høring i fire uger, hvor alle har mulighed for at komme med indsigelser til projektet. Derefter skal kommentarerne behandles i administrationen, inden byrådet efter planen kan godkende lokalplanen endeligt i løbet af januar måned.
“Frister skal selvfølgelig overholdes, men jeg kan ikke forstille mig, at der kommer nogle indsigelser, og som Fællesråd vil vi opfordre til, at det kommer til at gå så hurtigt som overhovedet muligt. Det er fuldstændig uforståeligt, at der har skullet gå så lang tid,” siger han.
Responsen fra byens borgere har været positive.
“Det kommer til at styrke hele Lystrup, og jeg fornemmer en stor begejstring fra dem jeg har snakket med. Nu kan det ikke gå stærkt nok med at få ryddet grunden,” siger han.