Aarhus Lufthavn A/S får ny formand
Jan Nordstrøm fra Danish Crown sætter sig i formandssædet og afløser Ango Winther
På generalforsamlingen i dag i Aarhus Lufthavn A/S er finansdirektør Jan Nordstrøm, Danish Crown, valgt som ny formand for bestyrelsen. De fem borgmestre fra ejerkommunerne er samtidig valgt ind i bestyrelsen.
Finansdirektør Jan Nordstrøm fra Danish Crown, som siden 2010 har været medlem af bestyrelsen i Aarhus Lufthavn A/S, blev i dag på lufthavnens ordinære generalforsamling valgt som ny formand. Han afløser Ango Winther, som forlader bestyrelsen.
Jan Nordstrøm har i mange år haft stor interesse i luftfart, blandt andet som næstformand i det nu nedlagte Midtjyske Lufthavnsråd.
På generalforsamlingen blev de fem borgmestre fra ejerkommunerne valgt ind i bestyrelsen – det er Jacob Bundsgaard, Aarhus, Claus Omann Jensen, Randers, Nils Borring, Favrskov, Claus Wistoft, Syddjurs og Jan Petersen, Norddjurs. Det forudsætter det enkelte byråds efterfølgende godkendelse.
Ny i bestyrelsen er desuden Jens Stausholm, Aarhus, CEO, JS/World Media. Han afløser Kim Boyter. Desuden består bestyrelsen af formanden for Randers Regnskov, Torben Boldsen samt fire medarbejderrepræsentanter for lufthavnen, Lene G. Jensen, Trine C. Andersen, Torben Jeppesen og Verner L. Møller.
Ejerkommunerne takker i forlængelse af generalforsamlingen den afgående bestyrelse for arbejdet i den forløbne periode og anerkender det arbejde, der er udført i en vanskelig markedssituation.
Det oplyses desuden, at generalforsamlingen har truffet beslutning om at fjerne honorering af bestyrelsesmedlemmer, indtil lufthavnen giver overskud igen.