Aarhus Lufthavn får måske millioner fra Favrskov
Bestyrels beder om 30 millioner kroner, Favrskov skal af med 2,3
Der bliver nok at tale om for Favrskovs byrødder, når de inden længe drager til budgetforhandlinger der skal bestemme hvor der skal bruges penge og hvor der skal spares på Favrskovs husholdningsbudget.
Et af punkterne handler om indskud til Aarhus Lufthavn.
Bestyrelsen, hvor borgmestrene fra Aarhus, Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov sidder, har netop bedt ejer-kommunerne om 30 millioner kroner i 2015, samt 15 millioner i 2016 og 15 millioner i 2017 til at dække underskud og eventuelle udgifter de kommende år.
Med Favrskovs ejerandel på 7,83 procent skal byrådet afgøre om man vil betale 2,3 millioner kroner i 2015 og yderligere 1,7 millioner de næste to år.
Det bliver nok ikke en særlig dyb diskussion, da Favrskov er forpligtet til at betale, da de er med i ejerkredsen.
Lukke huller først
Og det bliver sandsynligvis ikke de sidste millioner der skal smides efter lufthavnen, alt afhængig af den strategi som bestyrelsen vælger at følge i fremtiden. En strategi der først er ved at blive udfærdiget.
“Vi skal sørge for at lukke hullerne og sørge for at der er de nødvendige penge til drift lige her og nu,” fortæller borgmester og bestyrelsesmedlem Nils Borring (S).
“Der er jo et efterslæb og det er jo dybest set ejer-kommunernes skyld at der ikke er blevet gjort noget, noget før,”
Nils Borring ser ingen anden udvej end at investere i lufthavnen.
“Vi skal sørge for en luftbetjening af vores virksomheder i det østjyske og en god infrastruktur, ligesom letbane og cykelstier er det. Vi skal værne om virksomheder som Aarhus Universitet og Vestas og andre større virksomheder i Østjylland. Hvis det går godt for de virksomheder, så skal der ikke mange ekstra højtlønnede til området og Favrskov, før de penge er betalt ind igen,” mener han.