Motorcykelklubben MC Klatten bag skulptur ”Design med fart i"
Resultatet af et utraditionelt samarbejde kan ses foran Kolding Bibliotek på Kulturnatten og frem til 18. september og lever helt op til årets tema ”Forbindelser”
Motorcykelklubben MC Klatten har i samarbejde med skulptør Henrik Fischer fra Sr. Stenderup udformet en motorcykel-skulptur over temaet ”Design med fart i”. Foreningen ønsker at medvirke til Kolding Kommunens designstrategi, hvor skulpturen er et symbol på kommunens definition på design, som handler om at ”design er at vælge et udsnit af verden og give det form”.
Resultatet af det utraditionelle samarbejde vil kunne ses foran Kolding Bibliotek i perioden 22. august – 18. september. Herefter skal skulpturen i en to måneders periode stå på Specialskolen Vonsild, og det er ingen tilfældighed. Specialskolen er en institution for unge med nedsat fysiske og psykiske funktionsevner, og gennem de seneste 10 år har MC Klatten en gang om året kørt en motorcykeltur med denne gruppe af unge – et arrangement, som klubben og ikke mindst pædagogerne og de unge har haft megen glæde af.
Tovholdere på det spændende samarbejde er Finn Damkjær og Dorthe Christiane Zinck Iversen. De fortæller, at skulpturen gerne skal give værdi for byens borgere samt for offentlige og private virksomheder, da det er muligt at låne skulpturen gratis i en periode. På den måde får skulpturen forskellige udtryk, og der skabes samtidig ”nye forbindelser” mellem foreningen og lokalmiljøet. Skulpturen er samtidig et visuelt udtryk på de fællesskaber og ”forbindelser”, der skabes i en forening, hvor motorcyklen er omdrejningspunktet for positive netværker og relationer.
"I foreningens vedtægter står, ”at vi som forening skal fremme motorcyklismens image i den bredere befolkning”. Med skabelsen af en skulptur mener vi, at klubben lever op til vedtægterne ved at tage et initiativ, der dels fremmer motorcyklismens image i den bedre befolkning og samtidig giver værdi for lokalsamfundet", siger Dorthe Christiane Zinck Iversen og henviser samtidig til, at temaet for Kulturnatten 2014 er ”Forbindelser”.
Foreningen MC Klatten blev i 2008 hædret af Kolding Kommune som ”Årets forening”. Foreningen har gennem de seneste år taget forskellige initiativer til glæde for lokalsamfundet, da dens medlemmer ønsker at gøre en positiv forskel. Til projektet ”Design med fart i” har foreningen modtaget 25.000 kr. fra kommunens kulturpulje samt bl.a. 10.000 kr. fra Spar Nord Bank Kolding. Det er i øvrigt ikke første gang MC Klatten lader høre fra sig på en utraditionel måde.
I 2008 var den således meget aktiv i et landsdækkende projekt, hvor det gjaldt om at skaffe penge til indkøb af motorcykler, der kunne bruges til at bringe medicin ud til fjerntliggende områder i Afrika. Det skete i et samarbejde med UNICEF, og på landsplan kom der så mange penge i kassen, at der kunne købes fem motorcykler til formålet.
Foreningens hjemmeside: www.mc-klatten.