Første danske medalje ved Ungdoms OL går til fredericianer
Imponerende-præstation ved Ungdoms OL i Kina fra Emil Deleuran Hansen
Emil Deleuran Hansen fra Frederericia Triathlon Team leverede en fantastisk præstation ved Ungdoms OL i Kina, da han fik bronze i drengenes triatlon.
32 atleter var til start. Emil havde en god svømning i 17. position, 20 sekunder efter hurtigste svømmer på de 750 meter i vandet. Det var nok til at komme med i den 14 mand store gruppe, der blev samlet på cykeldelen. I denne første gruppe sad der ikke mindre end ni ud af de 11 kvalificerede europæere. Derudover en amerikaner, New zealænder, canadier, colombinaner og en chilener.
Ingen slap af sted på cykeldelen, så da de 14 drenge afsluttede de 20 kilometer cykling, var det med visheden om, at de skulle løbe mod hinanden om at blive Olympisk ungdomsmester.
Næste gruppe var sat cirka et minut bagud, så ingen af dem ville blive en trussel mod en podieplacering.
Emils skifte fra cykel til løb gjorde en forskel. Han var hele to sekunder hurtigere end den næsthurtigste, og han kom derfor først ud på den fem kilometer lange løbetur.
På løberuten dystede han med tre andre i særklasse dygtige løbere. Og han kom altså ind som nummer tre - seks sekunder efter vinderen.
Emil har været i top-10 i Europa ved fire lejligheder, men endnu ikke kommet på podiet. Så hvorfor ikke gemme sin første podieplacering til en helt særlig lejlighed. Og det blev altså Ungdoms OL i Kina.