Fortsæt til indhold

Stine står for ærlig mad

En kok, der laver mad i børnehøjde, er klar til at give børnene energi længe.

Samfund
Erling Baastrup

Skovvangskolen i Hammel har en nyt ansigt bag disken i kantinen her fra skoleårets start.
Hun hedder Stine Reuber og er 33 år. Sproget afslører, at hun ikke kommer fra det østjyske: ”Sandt nok, selv om jeg har boet i Hammel i seks år. Jeg kommer fra Holbæk,” lyder forklaringen.

Ikke frelst

Af uddannelse er hun kok. Har arbejdet i gourmet-branchen, men også med biodynamik og økologi – uden at være frelst.
”Kantinen bliver noget helt andet, men det bliver stadig mad i børnehøjde. Jeg meget opmærksom på, at når forældre sender penge med deres børn til mad, så skal de vide, at det er sund mad, som man også bliver mæt af,” fortæller Stine og fortsætter:
”Jeg tænker meget på energi. Den gode energi. Flere grønsager, så børnene ikke bliver trætte ved slutningen af en lang skoledag.”

”Jeg elsker børn, og jeg glæder mig,” siger Stine og lover, at hun er klar med en krammer, hvis der er behov for det.

Den varme

En varm ret til middag. Eksempler kunne være lasagne, boller i karry, tai-wok og kyllingespyd.
Forældrene kan gå ind på hjemmesiden og se ugens menu. Det bliver også sådan, at de hjemmefra kan betale via mobil-pay.
Ud over det varme kan kantinen levere gulerødder og diverse frugter, mælk og vand, men det er slut med sodavand og slik.

Energi-bag

Til gengæld indføres i anledning af heldagsskolen en ”Energi-bag”. En lukket pose af hensyn til overraskelsesmomentet. Her kan f.eks. være en juice-brik, nødder og rosiner.
Stine, der indtil videre er den eneste i kantinen, bager selv det hele. Også juice presser hun selv. Hendes firma hedder da også ”Ærlig mad”. ”Det er en kamp mod E-numrene,” siger Stine.
Lærerne får i princippet samme tilbud som eleverne, men kokken har til hensigt at ”twiste” det lidt mere. Morgenmad til lærerne forventes også at blive en mulighed.