Amerikansk hjælp til høsten i Sandby
Et guldbryllup presser sig på for Ingelise og Peder Smed. De havde tidligere Blæsborg i Sandby i 47 år.
I et stort hus på Vestergade i Hadsten bor Ingelise og Peder Smed Rasmussen. Par gennem 50 år. Fredag 8. august presser et guldbryllup sig på.
For fire år siden solgte de gården Blæsbog i Sandby efter 47 år. En gård, der er slægtsgård gennem syv generationer, og som i 2010 blev solgt til en datter og svigersøn.
Hulkort på telefonen
Ingelise er Åbyhøj-pige, der var uddannet kontorassistent. Blandt andet på Jydsk Telefon. Her oplevede hun den disciplin, som kun varede et par år: Hulkortene. “Jeg skulle lave strimler, som kunne puttes ind som data i “computerne”,” husker hun.
Der stor således ikke på hendes karriereplan, at hun skulle være gårdmandskone.
De to mødtes hos fælles bekendte: “Det var nok et ungdomsgilde,” husker Peder.
Han voksede op på slægtsgården, og det blev til en landbrugsuddannelse som en slags mesterlære. Han var dog elev på Schackenborg.
Mejetærsker
Der var også tid til at køre ud og arbejde for andre landmænd. Blæsborg fik en af de første mejetærskere, og den kørte Peder med.
Mest handlede det dog om svinebedrift. Den blev forfinet til SPF-grise og ““Englandsgrise: “De havde bedre vilkår end kollegerne. En slags “velfærdssvin.“ De gav et lidt mindre underskud end de almindelige grise,” kommer det lunt fra Peder.
Familien blev nogle gange ringet op fra skolen. “Vi har nogle elever, der er skoletrætte. Kan I tage jer lidt af dem,” lød spørgsmålet.
“De kom med Peder ud i landbrugsarbejdet, og der har kun været én, vi har måttet opgive,” fortæller Ingelise.
“Når de begyndte at sige “vores” i stedet for “mit” og “dit”, så var sejren hjemme,” fortæller Peder.
Bed & Breakfast
Inden døre fik Ingelise indrettet fire værelser til Bed & Breakfast. Hun var også med til at starte foreningen Landboturismen.
“Vores gæster er kommet udelukkende fra udlandet. Hvis vi reklamerede i et område, så steg frekvenser derfra. Eksempelvis blandt de amerikanske soldater i Tyskland.
Venskaber kom der en del af, og et sådant kom med en af disse soldater:
“Hver efterår i flere år ringede han og spurgte, hvornår der var høst. Så kom han og hjalp til,” fortæller parret på Vestergade.
Ude og hjemme
Svineproduktionen afskar familien fra at rejse ud i verden.
Efter gårdsalget er der taget revanche.
En datter var på New Zealand og passede får. “Kom herned,” lød opfordringen. Som sagt så gjort. Australien kom med i samme ombæring. Det foregik i autocamper. Og det glemmes jo ikke sådan lige.
De har også været i Kenya og Rusland.
Det er oftest uden for sommerferien. Her skal de nemlig passe haver og børn for deres tre døtre og deres familie.
Hvad bliver næste rejsemål?
“Vi kunne godt tænke os en autocamber og køre til Nordcap.