Fortsæt til indhold

Nu er det højsæson for edderkopper

Her er tips til, hvordan du undgår en invasion af kryb

Samfund
Af Rikke Berg Fieschi

Det er umuligt helt at undgå edderkopper i hjemmet, og faktisk gør edderkopperne nytte i huset ved at spise insekter og fluer, så et forsøg på total udryddelse af edderkopper i dit hus er ikke en god idé.
Men er du en af dem, der ikke er så glad for edderkopper, og har du mange edderkopper i dit hjem, er der dog nogle ting, som du kan gøre for at holde bestanden nede.
Selv om mange især oplever, at der er mange edderkopper i sensommeren og efteråret, er der reelt færre end i juni og juli, fortæller professor Nikolaj Scharff fra Zoologisk Museum. Men korsedderkopperne er kønsmodne i august, og da de er store og meget synlige og elsker at bygge deres spind, hvor der er mennesker, så oplever folk, at der er rigtig mange edderkopper.

Sprækker og revner

Edderkopper kommer ofte ind i boligen via små revner og sprækker ved fx paneler og vinduer. Du kan gøre sprækkerne mere tætte ved at fuge. Det kan være med til at begrænse mængden af edderkopper i huset, men de kan ikke helt undgås.
Husedderkoppen har parringstid i maj-juni, og efterfølgende lægger hun-edderkoppen æg i et spind. Ved at støvsuge ekstra grundigt i hjørner og under loftet i den periode, kan du mindske mængden af edderkopper.
Det kan også have en vis effekt at bruge insektmiddel beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter ved sprækker. Det er dog kun noget, du bør gøre en enkelt gang om året, fx når du tager den store tur med støvsugeren.
Edderkopper kan bedst lide rum med lidt fugt som kælderrummet, badeværelset eller soveværelset. Så hvis du har gode opvarmede, tørre rum, bliver de ikke et kæmpe problem.

ss

Brug insektnet

I sommerhalvåret kommer edderkopper typisk ind i boligen gennem åbne døre, vinduer og ventilationskanaler. Det kan du til en vis grad forhindre ved at sætte insektnet op for både vinduer og døre. Husk også at sætte proppen i afløbet til i håndvask og badekar, så slipper du for, at edderkopperne kommer op den vej.