Hospitalsklovne stiger til hest på Charlottenlund Travbane
Når der søndag den 31. august fra kl. 12 afholdes Dansk Travderby på Charlottenlund Travbane, så er det til fordel for Danske Hospitalsklovne.
Otte hospitalsklovne vil være med for at gøre dagen ekstra interessant for de 8-10.000 tilskuere, og klovnene skal blandt andet deltage i et showløb.
Det er første gang, Dansk Travderby afholdes til fordel for velgørenhed, men både Charlottenlund Travbane og Danske Hospitalsklovne tror på, det kan blive en kæmpe succes.
Løbets sponsorer giver alle en del af deres sponsorat videre til det gode formål, og 10 kr. pr. solgt billet går ligeledes til hospitalsklovnenes arbejde på de danske børneafdelinger.
Billetter til Dansk Travderby 2014 koster 100 kr., børn og unge under 18 samt pensionister har gratis adgang.