Private kan klare park og vej
Skanderborg kunne hente godt seks millioner kroner, mener Dansk Byggeri
De østjyske kommunekasser kunne årligt glæde sig over en besparelse på knap 58 millioner kroner, hvis vej- og parkopgaver i højere grad blev udliciteret til private firmaer viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.
Stor forskel på kommuner
Internt i den østjyske region er der stor forskel på, hvor mange vej- og parkopgaver, kommunerne udliciterer og dermed også, hvor mange penge kommunerne kan spare ved yderligere udlicitering.
Mens Favrskov ligger i den gode ende, kan både Aarhus og Horsens årligt hente over 15 millioner kroner, Randers og Skanderborg over seks millioner og Silkeborg over fem millioner kroner, viser analysen fra Dansk Byggeri.
“Det er en økonomisk gevinst, der er værd at medtage. Pengene kan jo nemt bruges på andre områder, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.
Han mener, at de østjyske kommuner i stedet over en bred kam burde udlicitere flere vej- og parkopgaver, så kommunekassen kan få glæde af de beregnede besparelser.