Børnehus og SFO sammen i smuk natur
Den fri Hestehaveskole går imod tidens mantra med heldagsskole og samtænker børnehave og SFO i splinternyt børnehus
En samtænkning af børnehus og SFO kan lette overgangen fra børnehaven til skolen, hvis man forstår at skabe et trygt miljø.
Sådan er filosofien bag det splinternye børnehus hos Den fri Hestehaveskole i Galten. Her skal 46 børnehavebørn og 90 børn i SFO'en nu være i samme bygning.
Friskolen har netop indviet sit nye børnehus på 500 kvadratmeter til en byggepris på 6.2 millioner kroner.
Ved indvielsen fremhævede Maren Skotte fra Dansk Friskoleforening netop, at Den fri Hestehaveskole nu satser på et fælles, godt miljø for børnehave og SFO.
“Det er en opdatering af SFOen. Det er et stærkt signal at sende i disse helskoletider, at der også er en tid efter skolen,” sagde Maren Skotte med henvisning til folkeskolereformen.
Det er forholdsvist nyt, at friskoler kan etablere børnehaver. Senest har en lovændring også gjort det muligt for de frie skoler at etablere vuggestuer. Og Maren Skotte foreslog Hestehaveskolen at tænke videre med vuggestue.
Men det afviste skoleleder Vibeke Helms, da Lokalavisen efterfølgende bad om en kommentar til forslaget.
“Det er da en sjov tanke, men det er ikke på tegnebrættet . Tværtimod er vi jo på sigt udfordrede af et faldende børnetal.”
Det nye børnehus, der ligger i forlængelse af skolen, er en gammel drøm.
“Vi har sparet op og lagt penge til side til byggeriet i de sidste fem år,” forklarer Vibeke Helms. Resten er lånt i banken, som har ladet sig overbevise om skolens soliditet gennem de sidste fem års pæne regnskaber.
Det helt centrale ved det nye børnehus er, at skolen har ønsket at bevare nærheden til naturen.