Fortsæt til indhold

Musik i haven når Danmark er dejligst

Folkeligt og fællesskab er nøgleord, når Rasmus Nøhr giver gratis koncert i naturskønne haver. Nu vender han for tredje gang tilbage til Grethe og Bent Jacobsens have ved Stilling sø

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Udgangspunktet er vores fælles kærlighed til musik. Med Danmarks Dejligst koncerterne har vi ønsket at skabe den ultimative fællesskabsoplevelse.”
Nina Kirk, koncept- og eventudvikler står sammen med musikeren Rasmus Nøhr bag Danmark Dejligst - koncerter under åben himmel i naturskønne omgivelser i haven hos private folk.
“Det begyndte for to år siden i mine forældres have i Stilling. Rasmus og jeg er gode venner, og vi ville gerne skabe en anden koncertoplevelse sammen. Det er på mange måder et opgør med de sorte solbriller og en solist, der er hurtigt ude af døren igen. Rasmus er med i festen.”
Nina understreger, at det har været vigtigt for de to, at det ikke skulle udvikle sig til et kommercielt koncept. Snarere ønskede de at give noget til det lokale samfund, som det kunne bygge videre på.
“Lokalmiljøet er jo i meget høj grad selv med til at skabe oplevelsen. Mange kommer og spørger, om de ikke kan hjælpe med et eller andet op til festen. Der er også mange lokale, der donerer forskelligt til koncerterne. El, paller til at bygge scenen eller andre produkter.”

Mad og øl dækker budgettet

Første år kom der 400 gæster til koncerten i baghaven, sidste år kom der knap 1.000 gæster og i år håber Nina Kirk på endnu flere.
“Hvis vejrguderne vil det. Der kan være over 2.000, så det er ikke plads, vi mangler.
Det økonomiske fundament under koncerterne er skrøbeligt, for selv om Rasmus Nøhr spiller gratis, er det ikke alle andre, der vil lægge et arbejde uden betaling.
“Vi opfordrer folk til at købe mad og drikkevarer hos os. Vi har fået nogle favorable aftaler, så vi på den måde kan sikre os mod et underskud,” forklarer Nina Kirk.
Efter koncerten på Søvejen i Stilling går turen videre til Tuse Næs på Sjælland, hvor den anden af årets Danmarks Dejligst koncerter finder sted lørdag eftermiddag 23. august.