Fortsæt til indhold

Kystsikringen er kritisk i Hellerup

Både i Hellerup Havn og foran Dansk Handicap Forbund ved Strandlund skal kystbeskyttelsen forhøjes

Samfund
Af Mikael Østergaard

Da stormen Bodil den 6. og 7. december fejede hen over Danmark, medførte det også flere oversvømmelser langs kysten i Gentofte Kommune.
Især Hellerup Havn og områdets villaveje samt ældrebebyggelsen Strandlund blev ramt, men også Skovshoved Havn og Charlottenlund Søbad blev oversvømmet.

Gentofte Kommune har efterfølgende hyret COWI til at besigtige, gennemfotografere og opmåle kyststrækningen, og firmaets konklusion er, at kystsikringen er kritisk ud for Dansk Handicap Forbund og omkring Hellerup Havn.

Kommunen giver frist

COWI foreslår, at kystbeskyttelsen ved Hellerup Havn skal forhøjes til 1,8 meter inde i havnen og 1,9 mod åbent vand. Det kan ske ved at opføre en lav betonmur rundt om havnebassinet og foran roklubberne. I muren skal der etableres gennemgange, så man kan komme rundt på havnen.
Gentofte Kommune er i dialog med klubberne på havnen for at finde en løsning, der i højere grad tager hensyn til, at stormflodssikringen skal påvirke funktionerne på havnen mindst muligt.
Ved Dansk Handicap Forbunds anlæg 'Stranden' med badehus, badebro med lift og cafeteria skal kystbeskyttelse forhøjes til 1,9 meter for at kunne modstå en stormflod som 'Bodil'. Det vil ifølge COWI redde både anlægget og den bagvedliggende ældrebebyggelse Strandlund fra oversvømmelse.
Gentofte Kommune skal som grundejer af Hellerup Havn betale for det ca. to millioner kr. dyre projekt i havnen, mens Dansk Handicap Forbund står for udgiften til kystsikring på sit område. Gentofte Kommunen har givet forbundet en frist til 1. november 2014 til at etablere kystbeskyttelsen.

Borgermøde

Gentofte Kommune afholder onsdag den 3. september orienteringsmøde på baggrund af COWI-rapporten om højvande og oversvømmelse langs kysten i kommunen.
Det foregår kl. 19-21 på Gentofte Rådhus.