Fortsæt til indhold

Kurt har styr på dagsaktive svømmere

I Hammel Idrætscenter styrer Kurt Sørensen med hård hånd og stort smil

Samfund
Arkiv

Det er slet ikke surt at hedde Kurt, når man er så vild med sit job, som Kurt Sørensen er.
De sidste to år har han været bademester i svømmehallen i Hammel Idrætscenter, og de fleste, der har deres gang i svømmehallen, kender Kurt. Særligt hvis man svømmer om dagen.
“Alt med svømning i dagtimerne, det er mig”, som Kurt Sørensen så klart formulerer det.
Bademester er seneste stop på en lang karrierevej, der er gået over mange forskellige fag. Landbrugsmaskinmekaniker, salgschauffør, maskinsnedker, tømrer og anlægsgartner kan Kurt Sørensen skrive på cv'et, og det kommer ham til gavn i jobbet i svømmehallen.
“Man skal både kunne lidt teknik og håndværk og være god til mennesker i mit job, så på den måde bruger jeg alle mine kompetencer her i hallen”, forklarer Kurt Sørensen, der skal have tjek på temperaturer, klorindhold, livreddere, kiosk, svømmere og meget andet.
Han har været med i idrætslivet omkring Hammel i mange år, og ud over at være gymnastiktræner i over 20 år, har han også været et stort aktiv for motionscenteret.
Det var her, han begyndte at få øjnene op for kundernes behov for at træne om dagen.
“Jeg var med til at starte de første formiddagshold”, husker Kurt Sørensen, der har oplevet en stor udvikling siden.
“Der bliver flere og flere, der dyrker idræt om dagen. Det mærker vi også i svømmehallen. Måske er det, fordi arbejdspladserne er blevet mere fleksible. Og så kan man se, at de ældre bliver mere og mere friske, og dyrker alle mulige former for motion. Det gør jo også, at der bliver mere fyldt op om dagen, hvor pensionisterne har mulighed for at komme,” fortæller Kurt Sørensen.
Det viser sig blandt andet til pensionistsvømning mellem 9.30-10.30, hvor der kommer omkring 40 svømmere. Men også andre aldersgrupper viser sig i dagtimerne. Mellem kl. 10-12 kommer der for eksempel mellem 40-50 svømmere i mange forskellige aldre.
Uanset hvornår på dagen man kommer, så er man under alle omstændigheder garanteret et smil fra Kurt.
“Jeg nyder at have med mennesker at gøre, og selv om jeg bliver nødt til at være lidt bestemt nogle gange, så møder jeg altid folk med et smil. For jeg har den filosofi, at hvis jeg er positiv, så er kunderne også positive,” lyder det fra bademesteren fra Hammel.