Fortsæt til indhold

Læger frikendt for anklager om chikane

Syv læger frikendt. En undersøges stadig

Samfund
Kim Ravn-Mortensen

”Hvis nogle har mistanke om gammeldags hvidkitlet broderskab, så kan jeg godt gøre dem opmærksom på, at det sker ikke med min medvirken – det garanterer jeg dig for.”
Mogens Skadborg, formand for Lægeforeningens Lægeetiske Nævn, er klar i spyttet, efter nævnet har frikendt syv læger for at chikanere akuttelefonen 1813 med mange telefonopkald.
En enkelt læges sag undersøges stadig.
”Vi har jo taget sagen op af egen drift, og hvorfor skulle vi det, hvis vi ikke havde tænkt os at behandle den efter de lægeetiske regler som Lægeforeningen har stillet op? Jeg kan garantere dig for, at i det moderne Danmark, der er lægerne hinandens største kritikere,” siger Mogens Skadborg til Lokalavisen.dk.
Han fortæller, at nævnet har gennemgået de syv lægers svar meget minutiøst, og at man har ikke kunnet se nogen som helst tegn på, at de har lavet chikane.
”Hver eneste læge har svaret helt tilfredsstillende på vores spørgsmål om, hvorfor de har foretaget hvert eneste opkald til 1813. Vi har gennemgået hver enkelt sag, og der er ikke noget at komme efter med disse syv kolleger,” siger Mogens Skadborg.
Hver af de syv nu frifundne læger har foretaget mellem 15 og 28 opkald til 1813, og det har de altså haft gode forklaringer på.
Deres forskellige begrundelser for opkaldene var blandt andre, at lægerne ønskede oplysning om ventetider, de havde akut syge familiemedlemmer, eller de ønskede at høre om den nye ordnings konsekvens for vejledning af patienter og for helbredsoplysning om patienter, da ordningen med elektroniske udskrivningsbreve ikke fungerede.
”Og så har lægerne har haft samme problem som borgerne med ikke at kunne komme igennem. Og så har de ringet op igen,” fortæller Mogens Skadborg.
Ifølge hans egen erindring har allerhøjest en enkelt af de syv læger tidligere arbejdet for lægevagten. Og medlemmerne af Det Lægeetiske Nævn er ikke venner med de frifundne.
”Nogle kender enkelte af dem fra studietiden eller fra Foreningen. Men vi har altid inden behandlingen af sagerne spurgt, om nogen var inhabile, og det har ingen erklæret sig, ”siger Mogens Skadborg.
En enkelt læge har angiveligt ringet 155 gange i løbet af en time til 1813. Om det er denne læge, hvis sag endnu ikke er afsluttet, ønsker Mogens Skadborg ikke at oplyse.