Fortsæt til indhold

Kolding-sejler på vej jorden rundt

Nicolai Sehested, 24, udtaget til verdens hårdeste havkapsejlads

Samfund
Af Jens Braarup

I forvejen regnes 24-årige Nicolai Sehested fra Kolding for én af verdens dygtigste matchrace-sejlere. Som skipper og rorsmand på Kolding-holdet TREFOR Match Racing har han sejlet sig ind på en flot femteplads på verdensranglisten. Nu skal han prøve kræfter med én af verdens hårdeste havkapsejladser, Volvo Ocean Race.

Sammen med sin makker og taktiker i TREFOR Match Racing, Peter Wibroe, 29, skal han i ni måneder udsættes for de mest ekstreme forhold, man kan tænke sig på en sejlbåd. Som eneste danskere er de udvalgt til at udgøre en del af ni-mands besætningen på den danske satsning Team Vestas Wind, en 65 fods sejlmaskine til 35 millioner kroner, som imod seks andre super-sejlbåde skal dyste om at komme først jorden rundt. Skipper om bord er en erfaren australier ved navn Chris Nicholson.

Starten går i Allicante, Spanien, den 11. oktober, og den 38.739 sømil eller 71.745 kilometer lange rute går til 11 byer fordelt på seks kontinenter.

Blandt andet skal bådene igennem Ishavet, som er kendt og berygtet for hårde storme, store bølger, isbjerge og isnende kulde. Her vil besætning og materiel blive presset til det yderste.

Lokalavisen fangede Nicolai Senested over telefonen fra Southhampton i Sydengland, hvor han sammen med de øvrige besætningsmedlemmer og teamet omkring Vestas Wind arbejder på at gøre båden klar, så den kan blive søsat og træningen i Atlanterhavet begynde.

“Vi glæder os alle til at komme i gang. Det bliver en fantastisk oplevelse. Men det bliver også hårdt. Jeg kommer til at tabe mig, det er helt sikkert. Og min familie kommer jeg ikke til at se meget til det næste år”, siger Nicolai Sehested.

Han har haft hele sin opvækst i Kolding og er et produkt af Kolding Sejlklubs talentudvikling. Først i Optimist- og Europajolle. Senere i matchracer. Sammen med Peter Wibroe skal han være rorsmand og presse størst mulig fart ud af Vestas Wind i Volvo Ocean Race.

“Træningssejladserne vil vise, hvem der er bedst på de enkelte pladser om bord”, siger Nicolai Sehested, som efter en endt bachelor i finans/økonomi fra Copenhagen Business School nu er fuldtidsprofessionel og lever af at sejle.

“Vi er ansat på en kontrakt i forbindelse med Volvo Ocean Race. Og selvfølgelig går vi efter en podieplads”.
Menuen står de næste mange måneder på frysetørret mad, vand og benhårdt arbejde. Tidligere deltagere har haft forhøjet stressniveau i op til ni måneder efter kapsejladsen.
Så hårdt er det. Fysisk og psykisk.