Alsie Express får million-regning
Det lokale flyselskab Alsie Express står over for en større økonomisk lussing.
Københavns Lufthavn og lufthavnens tre største flyselskaber har nemlig aftalt at øge passagertaksterne på indenrigsflyvninger med 122 procent over de næste to år. Det skriver skriver Check-in.dk
Det betyder en stigning fra ca. 45 til 100 kroner per passager, og det vil koste Alsie Express 1,5-1,8 mio. kroner.
"Det er virkelig en spand kold vand i hovedet på os. Vi driver en meget lille rute, hvor vi i forvejen vender hver en krone," siger Alsie Express' direktør Henrik Therkelsen til Check-in.dk.
Københavns Lufthavn har forhandlet aftalen på plads med de tre største brugere: SAS, Norwegian og EasyJet. Aftalen omfatter dog alle luftfartsselskaber. Alsie Express skal senere på måneden til møde med Københavns Lufthavn for at høre mere om den nye aftale.