“Don’t Believe Keld Heick...”

Han er ikke i sigte, den gode Thomas Lægaard, da fotografen og reporteren, stiger ud af bilen en lun forårsformiddag i marts på den opgivne adresse i Fredericia.
En mindre rekognoscering bliver sat i gang i den velordnede baggård på adressen, fortsat uden resultat.
Et telefonopkald til hovedpersonen selv giver til gengæld prompte lys for enden af tunnellen, og et par minutter senere kommer han trissende på cykel i sort hummel-jakke og hilser afslappet på.
Kølig Kaj, som nu lyder kunstnernavnet KoolBandi, er blevet en moden mand på 43 med kone Mette og en knægt på 7, Sylvester, fem minutter på gåben fra det aftalte mødested. Familien bor i et lejet byhus.
Vi skal snart få at mærke, at Lægaard heldigvis ikke er blevet for moden og kedelig med årene. Han har fortsat kontakt til den uregerlige og charmerende knægt i positiv forstand, der aldrig var bleg for at gå sine egne veje i de unge år i Pindstrup.
Aldrig færdig, altid nysgerrig på livets mange muligheder.
Det opdager man hurtigt, selv om han er blevet tungere og nu taler mere velovervejet end dengang, hvor alt var tilladt og kimen til en tour de force i hip hop kulturen blev sået.

Daz Lager

Der var dengang Nielsen fulgte efter Lægaard. Efter giftermålet med Mette er det nu Sørensen.
Fotografen og reporteren bliver budt indenfor i en række lokaler i baggårdsejendommen her i fæstningebyens midte, hvor Thomas Lægaard har lejet sig ind. Han laver skyndsomt en tiltrængt kop kaffe, mens han snakker lystigt og viser rundt.
I denne hule får han afløb for sine kreative lyster og sysler, og hele foretagendet emmer af manden, der har sørget for, at der er orden i rodet.
“Jeg kalder stedet Daz Lager,” fortæller han.
“Andy Warhol (6. august 1928 – 22. februar 1987, amerikansk maler og en af hovedkræfterne i pop art bevægelsen, red.) er et af mine idoler. Han havde jo sit studie, The Factory, i New York, og sådan et måtte jeg så også have i Fredericia, der er en fed by.”

Ny plade undervejs

Kender man til Thomas Lægaards fortid, er det tydeligt, at Daz Lager er hans fristed, hvor han kan være på alle tider af døgnet, og te sig lige så tosset han vil uden at genere andre end sig selv. Det har han brug for.
En bagvæg fyldt med forskellige spraydåser i alle mulige farver beregnet til graffiti imponerer fotografen. På væggen med spraydåserne hersker der til gengæld en sirlig orden, som står i skrigende kontrast til den øvrige del af rummene, hvor en melodika, en basguitar og andre instrumenter fylder op sammen med et flytbart diskotek.
Centrum er et lille pladestudie med det fornødne teknologiske isenkram til at lave den plade, som Lægaard snart sender på gaden som KoolBandi med titlen “Lokaliseringen”.
Mens fotografen tager sine fotos, får reporteren lov til at lytte til et par af numrene, der er færdigproducerede.
“Nachos” for eksempel, der bliver til en veltunet ørehænger, jo mere numret skrider frem med sine umiskendelige Lægaard brokker, rap og et fedt beat, der fænger.
“Get up Stand up ...”, lyder det samplet fra Bob Marley og til en overraskende overgang “Don't Believe Keld Heick...” med en hilsen til Public Enemy og deres anarkistiske “Don't Believe The Hype”.
“Jeg har intet imod Keld Heick. Han er sikkert en god fyr, men sangen er mere en samlet kritik af min forældres generation, og den vej de fulgte i jagten på mammon og lån i banken. Banker har jeg sgu' aldrig haft det godt med. Heller ikke, da jeg behøvede hjælp til at høvle en gæld på 300.000 kroner af. Da var det ikke min bank, der stod klar til at hjælpe, så har I 20 kroner så hæv dem,” opfordrer han og skynder sig at tilføje: ” Jeg har ingen gæld nu, heldigvis, men det er ikke bankernes skyld.”
” Jeg har villet lave en plade der handler om at være voksen, men samtidig være barn. Om at behandle hinanden med respekt, og finde sit legebarn frem, vende tingene på hovedet for at lokalisere sig selv.”

Farvel til Kølig Kaj

Thomas Lægaard blev med et landskendt, da han helt tilbage i 1997 vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Stemmen i mit liv” i samarbejde med komponisten og produceren Chief One, tidligere frontman i hedengangne Rockers by Choice.
Dengang boede han på Nørrebro og arbejdede ved siden af musikken i en brugsforretning.
En 16. plads ved Eurovision Song Contest i Dublin, ud af de 25 deltagende lande, ødelagde intet.
I Pindstrup festede de løs og et par selvbestaltede managers lokalt forsømte at hægte sig på vognen til evig berømmelse.
“Jeg var hot i et år og blev inviteret med til alt muligt sammen med de andre kendisser, men efter et års tid var andre blevet mere hippe, og jeg røg ud i glemslen,” husker Lægaard, der nåede at indspille en hel CD, “Solgt ud” og blive opfattet som renegat af undergrunden i hiphop kulturen, som beskyldte ham for netop at sælge ud og overgive sig til den rene og skære kommercialisme.
“Jeg lærte meget af den tid, og det var ikke morsomt alt sammen,” siger en afklaret Lægaard.
“Det var altså ikke sjovt at se sit kontrafej på en mur på Nørrebro med en tydelig dødstrussel hæftet på. Ikke alvorligt, men alligevel.”
“Jeg var inviteret med til det nyligt afholdte Grand Prix i Odense. Sikke da et cirkus, siger jeg bare, og synd for Basim, og det han nu skal stå model til. Jeg misunder ham ikke og kan blive pissesur over den behandling, han bliver udsat for i medierne.”
“Jeg lagde Kølig Kaj tiden bag mig for alvor, da jeg i sommeren 2013 optrådte i Tivoli som Kølig Kaj. Jeg bruger nu i stedet energi på at være den Kooleste Bandi i mange år frem.”

Fakta: Thomas Lægaard