Fortsæt til indhold

Eventyr-stykket som spiller for evigt

Ni år gammel H. C. Andersen-forestilling indleder sæsonen på Teatret Gruppe 38

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Rundt om spisebordet sidder Den Lille Havfrue, Klods Hans, Den standhaftige Tinsoldat og Kejseren.
De sidder der ikke som personer, men ved hjælp af forskellige objekter, finder publikum efterhånden ud af hvem de usynlige gæster, der er dækket op til, er.
To skuespillere agerer tjenere, og efterhånden udspiller et drama sig på tværs af H.C. Andersen-eventyrerne.
Publikum er der ingen stole til. De går rundt om bordet under hele forestillingen, ”Du må være en engel, Hans Christian” fra 2005.
Det utraditionelle teaterstykke vandt en Reumert i 2006 og er stadig efterspurgt over hele verden.
Kunstnerisk leder og skuespiller Bodil Alling betegner stykket som en klassiker på teatret.
"Den er så usædvanlig. Med en unik æstetik og skønhed. Man kan mærke figurerne, selvom de ikke er der. Man går på opdagelse, og finder efterhånden ud af, hvem der sidder hvor. Og selvom det er eventyr, man tror, man kender, så opdager man det, der er så stærkt ved H.C. Andersen, nemlig alle de lag, der ligger i historierne," forklarer Bodil Alling.
Selvom stykket efterhånden har spillet mange gange på teatret i Mejlgade, senest for halvandet år siden, så sælger billetterne stadig godt.
"Tre ud af vores seks forestillinger er allerede udsolgte," fortæller Bodil Alling.

Teater for alle aldre

Det er dog ikke kun på grund af det gode forsalg, at teatret har valgt at indlede sæsonen med husets klassiker.
"Også fordi det er en forestilling, som virkelig appellerer bredt," siger den kunstneriske leder.
Teatret har tidligere heddet børneteater og kæmper stadig med at bevise, at det er for alle aldre.
"Vi vil gerne huske publikum på, at man sagtens kan komme her, selvom man ikke har børn eller børnebørn med," siger lederen.
Enkelte gæstespil i løbet af sæsonen er rene børneforestillinger, men alle stykker, som teatret selv står bag, er også for voksne.
"Den her forestilling er et rigtigt godt eksempel på, at vores teater rammer bredt," siger Bodil Alling.
Og så er der også den helt oplagte grund til, at teatret indleder med H.C. A-stykket.
"Forestillingen er hjemme lige nu. Så det er med at benytte lejligheden til at vise stykket, som stadig er meget efterspurgt internationalt," siger Bodil Alling.

Peter Seligmann er den ene tjener i Teatret Gruppe 38's aktuelle H.C. Andersen-forestilling. Foto: Morten Fauerby

Skibes til Sydney

Forestillingen tager om ti dage på en længere turné til bl.a. Sydney, Frankrig og Canada.
"Vi regner med at have den hjemme igen til næste sæson. Det er planen, at vi kan sætte den op i Aarhus tre til seks dage næste år," siger lederen om det udødelige stykke.
"Jeg tror, det er en forestilling, som vi kan blive ved med at vise igen og igen. Én der varer for evigt," siger Bodil Alling.
Hun er selv på scenen som en af tjenerne sammen med Peter Seligmann, og hun har også været med til skabe forestillingen.