Fortsæt til indhold

Konge og velhavere får enden på komedie

“Grevens og Friherrens Komedie” opføres på herregårdsmuseet

Samfund
Anette Bonde

“Grevens og Friherrens Komedie” er den første danske klassiske komedie. Komedien, der omtales allerede i 1675, blev formentlig nedskrevet af den gammeladelige Mogens Skeel (1650-1694), efter at han i 1670'erne havde været i Frankrig og var blevet inspireret af datidens store franske dramatiker Moliére. Nu bliver komedien opført på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet 5. september af teaterselskabet Pulchra Semper Veritas.
“Grevens og Friherrens Komedie kan meget vel være blevet spillet på Gammel Estrup for godt 300 år siden, da komediens forfatter var i familie med ejerne på Gammel Estrup”, fortæller museumsdirektør Britta Andersen.
Selve indholdet i komedien er præget af tidens tendenser og formidler blandt andet en kritik af den enevældige konges udstedelse af adelsprivilegier til velhavere. Den gamle slægtsadel syntes naturligvis, at disse 'nyrige' adelsfolk var opkomlinge, der ikke havde plads blandt de 'rigtige' gamle adelsslægter.
Komedien blev derfor kun læst og dramatiseret under private forhold på herregårde som Gammel Estrup, der på det tidspunkt var sæde for en af Danmarks mægtigste adelsslægter; slægten Skeel.