Fortsæt til indhold

Haveaffald smidt ved bæk

Risiko for at bæk mellem Thorsø og Aidt bliver forurenet. Kommunen har bedt om at det bliver fjernet

Samfund
Kian Johansen

På vejen Hovbro mellem Aidt og Thorsø har en person smidt hækaffald lige ned til bækken. Det er anden gang i løbet af en uge at der er smidt haveaffald der.
Det er for galt, mente en læser. Han kontaktede FavrskovPosten, der straks fik fat i Favrskov kommunes miljøafdeling, der ikke havde hørt om sagen før vores henvendelse.

Miljøsvineri og insektdrab

Her kunne Tobias Knudsen undersøge sagen og efter en kort eftersøgning fandt han den ansvarlige for svineriet.
“Vedkommende fik to uger til at få hækaffaldet fjernet,” fortæller biologen og miljømedarbejderen fra Favrskov Kommune.
Han ser ret alvorligt på sagen, fordi så mange næringsstoffer ville kunne opelske trådalger og på sigt give iltsvind i den lille bæk, hvor vandstanden ikke er højere end en håndkantsflade.
“I Gudenåen ville det ikke betyde det store, for strømmen ville føre det væk, men i så lille en bæk er det ikke godt.”
Hvor slemt er det på en skala på et til ti, hvor ti er en Tjernobyl-katastrofe?
“Det ligger nok på en toer. For det første er det svineri bare at dumpe affald, for det andet kan det på sigt få negative konsekvenser for insekter og fisk i området,” fortæller medarbejderen.