AJ Mode & Hobby kører videre med frivillige
To frivillige søger for, at butikken fortsat kan sørge for strik og hobbyvarer i Allingåbro
To frivillige lokale gæve kvinder holder AJ Mode & Hobby i Allingåbro kørende. Mange var ellers ved at være nervøse for, at butikken ville lukke, efter at Anette Jespersen havde sat skilte med ophørsudsalg ud. Det gør den ikke.
Birthe Thomasen og Inge-Lise Mortensen gik til Anette Jespersen med et forslag om, at de ville passe butikken på frivillig basis, blot den fortsat ville være åben.
Frivillige
Birthe Thomasen og Inge-Lise Mortensen er begge pensionerede. De har hver især gang i hobbyarbejde og ville nødig undvære en sådan butik i Allingåbro. Birthe Thomasen laver dekorationsglas, og Inge-Lise Mortensen er bidt af strikning.
Inge-Lise Mortensen meldte sig ligeledes som frivillig, fordi fordi hun selv har haft butikken i 24 år. Dengang hed den Graae's Eftf.
“Men det er også, fordi jeg bruger mange af varerne til mit eget strik.”
Birthe Thomasen blev også meget bekymret, da hun af Anette Jespersen fik at vide, at hun ville lukke.
“Det ville betyde, at jeg skulle helt til Randers efter bånd og dekorationsnips til mine glas. Så jeg er rigtig glad for, at butikken kører videre.”
Det samme er Anette Jespersen.
“Jeg var træt af, at den skulle lukke efter at jeg har kørt den i 11 år som AJ Mode & Hobby. Selv bruger jeg også meget garn til strik.”
Anette Jespersen starter i nyt job 1. september ved Løgstørvejens Bageri i Randers. Det er deltid, så hun vil fortsat få god tid til sin hobby.
Nye åbningstider
Der skæres ned i åbningstiden, og butikken vil fremover være åben mandag og fredag fra klokken 10-14 og onsdag fra 12 - 17. Birthe Thomasen vil stå bag disken, mens Inge-Lise Mortensen vil være vejleder i en strikkecafé, der tager imod alle interesserede hver onsdag i åbningstiden.
I weekenden blev der flyttet rundt på varerne i butikken. Det er meningen, at tøjet helt skal udgå af sortimentet, og det der er tilbage efter udsalget, flyttes om bagest i butikken.
Indtil nu har Birthe Thomasens dekorationsglas haft en hylde eller to i butikken. Fremover vil de få en mere fremtrædende plads. Det samme vil garnet, og i butikken vil man kunne finde mange andre hobbyartiklen, blandt andet sy-artikler, knapper, alt til at lave kort med, perler, sangskjulere, alt til at lave smykker med og meget mere. Man kan også indlevere bestillinger på personlige lykønskningskort og sangskjulere.