Fortsæt til indhold

Ikke plads til ret meget af alt det sjove

Et overraskende paradoks, hvor en større skatteindtægt overhales indenom af et mindre statstilskud og en voksende udligning til andre kommuner sender Skanderborg ud i ny spareøvelse

Samfund
Grethe Bo Madsen

Riget fattes snart penge og måske kom det som lidt af en overraskelse for politikerne, da byrådet torsdag i sidste uge fik forelagt kommunens økonomi.
For det, der burde være en glædelig situation, nemlig en merindtægt fra skatter på 25,2 millioner kroner, viser sig nu at blive slugt i en mundfuld.
Dels af et statstilskud, der falder, og dels af et voksende beløb, som Skanderborg skal betale i udligning til andre kommuner.
Samlet set en ekstra bon til kommunen på 49,2 millioner kroner. Resultatet er, at et underskud på 16 millioner kroner lurer lige om hjørnet i 2015, hvis ikke byrådet griber ind.

Kommunalt Sisyfosarbejde

“Fordi vores indtægt vokser, så skal vi nu betale det dobbelte,” konstaterer en lettere frustreret borgmester, Jørgen Gaarde (S), da pressen fredag fik indblik i økonomien.
“Det giver os nogle udfordringer, at vi mister så mange penge fra staten, og at vi stadig bliver ramt så voldsomt af en skæv udligningsreform. Det burde være meget illustrativt for hvem som helst på Christiansborg, at sådan her kan det ikke hænge sammen. Det er den mest ekstreme udgave af Sisyfosarbejde, jeg nogensinde har set,” konstaterede Gaarde.
Borgmesteren understreger dog, at Skanderborg Kommune generelt har en robust og sund økonomi.
Derfor bliver underskuddet på driften i 2015 til trods for den ekstra regning kun på 16,8 millioner kroner. Det beløb vil dog være støt voksende til 49 millioner kroner i 2018, hvis ikke byrådet lægger kursen om.
Administrationen udarbejdede i forsommeren et katalog med forslag til, hvor kommunen kan spare. Heri er der spareforslag for 40 millioner kroner.
“Kataloget er der, og vi skal se, hvad og hvor der kan spares. Vi skal ikke spare 49, millioner i forhold til næste år, men hen over årene finde de nødvendige besparelser,” siger Jørgen Gaarde.
“Men det er da en træls situation, at fordi vores borgere har tjent godt, så bliver vi straffet som kommune. Det lægger nogle stramme begrænsninger og gør, at der ikke er plads til ret mange af de ellers gode og fornuftige forslag fra udvalgene.”

Ikke Fælledbyggeriets skyld

Jørgen Gaarde pointerer, at underskuddet på de 16,8 millioner kroner ikke har noget med Fælledbyggeriet at gøre.
“De 300 millioner kroner, der skal bruges til Fælledbyggeriet, er indregnet i anlægsrammen for de kommende år."
Budgettet for 2015 førstebehandles i byrådet onsdag 2. september og vedtages ved andenbehandlingen onsdag 8. oktober.