Fortsæt til indhold

Stormen Bodil rusker videre i Frederikssund

Taknemmelighed over en elektrikers hjælp efter stormfloden er vendt til vrede

Samfund
Lars Dinesen

For ni husstande raser Bodil stadig. Især i deres økonomi. De ligger på tiende måned i en bitter tvist med en lokal elektriker. En strid, der formentlig ender for retten.
I de første dage var alt kaos. Vandet stod meterhøjt op ad væggene og kloakkerne svømmede over på Mågevej og Vibevej, der ligger med Bløden i baghaven.
Beboerne var lykkelige, da elektrikeren Martin Køie dukkede op på vejen og gik i brechen for få sat affugtere op og strømmen tilbage i husenes stikkontakter. Andre håndværkeres tilbud og pamfletter begyndte først at fylde i postkassen, da de første uoverskuelige dage var overstået og Martin Køie hyret.
Men da regningerne begyndte at komme for elmesterens arbejde, havde beboerne svært ved at bevare glæden over den lokale håndværker eller genkende opgørelsen.
Beboerne syntes, at timerne var mange og timepriser på 950 kroner i weekender og juledage var ublu. Mange havde oplevet, at elektrikerne kun havde været i deres hus i kort tid, og alligevel endte deres faktura på flere tusinde kroner.
Boligejerne er fortsat bekymrede for, at de store regninger betyder, at forsikringspengene ikke kommer til at dække deres skader.
“Det har været en kamp. Både fysisk og psykisk har vi været i knæ - og så kommer han og udnytter os,“ udtrykker Peter Sommerfeldtflere af beboerenes oplevelse af situationen.

Rettens vej

Netop uenigheder om en fakturas størrelse eller timepriserne er noget, man ikke kan tage op ved et af de mange ankenævn, der findes for håndværkere.
“Her bliver man nødt til at gå i byretten,“ oplyser Tina Dhanda, der er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

Vandstanden stod langt over det normale vandspejl i dagene efter decemberstormen Bodil. Foto: Jakob Damkjær Nielsen.

Fra kram til krig

Hos elektrikeren Martin Køie er man også ked af at situationen er kommet så vidt.
Han trøster sig med, at de utilfredse kunder intet har at udsætte på den leverede kvalitet, og begrunder den høje pris i en masse arbejde, der ikke foregik inde i hjemmene.
Han og svenden Morten husker tilbage på dagene lige efter Bodil som nogle hårde, men opløftende dage. Mennesker, der mødte dem med kram og blev lykkelige, når strømmen kom tilbage.
Derfor er elektrikerne også kede af, at sagen har taget den bitre drejning. Alligevel holder han på, at han i forbindelse med at få nødstrømmen op at køre, har lagt mange mandetimer på de to villaveje.
Den lille elmester kan også mærke de mange ubetalte regninger i økonomien.
“Det er en trist sag. Jeg ville gerne have været den foruden - men jeg vil heller ikke forære dem pengene,“ siger Martin Køie.

Tid til et tilbud

Seniorjuristen fra Forbrugerrådet Tænk, foreslår, at man får tingene på skrift. Selv om man som husejer står i vand og problemer til halsen.
“Alting kan virke uoverskueligt, men det er altså en god idé at bruge 10-15 minutter på at blive enige om arbejdets pris,“ råder Tina Dhanda.

Ingen udsigt til forlig

Det er især regningen efter de hektiske dage omkring stormfloden, der skiller de to parter ad. Den indledende regning på lidt over 157.000 kroner er blevet delt ligeligt imellem de huse, der fik lavet nødstrøm.
Imens er nogle af beboerne på de to veje blevet sendt til inkasso, andre hævder, at de aldrig fået en regning og en enkelt har allerede hyret en advokat.
“Vi er alle tilbage i hverdagen, men når der kommer endnu en rudekuvert, så ryger man lige tilbage igen,“ siger Astrid Weltzer fra Mågevej 7.
Sagen ender nok i retten.
“Jeg venter på den uvildige dom for, om jeg har taget en fair pris. Hvis ikke, så må jeg erkende min fejl og rette ind,” lyder det fra Martin Køie.