Fortsæt til indhold

DH-Norddjurs vil have flere handicappede ind på arbejdsmarkedet

Tilbyd job til handicappede og spar samtidig på samfundets ressourcer, lyder det fra DH-Norddjurs

Samfund
Anette Bonde

“Der er en uudnyttet arbejdsmarkedsressource i borgere med handicap på passiv offentlig forsørgelse.” Sådan lyder indledningen i DH-Norddjurs' (Danske Handicaporganisationer, red.) høringssvar til Beskæftigelsesplan 2015 i Norddjurs.

Øger livskvaliteten

DH-Norddjurs foreslår derfor, at kommunen i beskæftigelsesplanen definerer ledige med handicap som en gruppe, der har brug for særlig opmærksomhed i den lokale beskæftigelsespolitik.
“Der er masser af folk med handicap, der sagtens kan have et job. Måske ikke i otte, men så i fire timer om dagen”, siger Jørgen Lund, formand for DH-Norddjurs.
Han understreger, at det først og fremmest kan være med til at øge livskvaliteten for den handicappede, men samtidig sparer man på samfundets ressourcer til overførselsindkomster.
“Hvis man kommer i den situation, at man bliver handicappet, sendes man ofte på varig førtidspension, og Jobcentret kan dermed sige farvel til vedkommende. Et alternativ kunne være, at Jobcentret gik ind, når den handicappede var kommet lidt ovenpå igen, og hjalp vedkommende til at komme ud på arbejdsmarkedet.”

Ikke langvarig prøvning

Et handicap behøver ikke at være en hindring i at kunne passe et job som industriarbejder, kontorassistent eller andet, siger Jørgen Lund. Hvordan det skal løses i praksis og i overensstemmelse med diverse statslige og kommunale regulativer, har han ikke et bud på. Men det skal ikke være noget med arbejdsprøvning og tests i op til et par år, siger han.
“For så taber den handicappede både energi og ressourcer.”
Med høringssvaret vil DH-Norddjurs således forsøge at påvirke Arbejdsmarkedsudvalget derhen, at der vil kunne findes et tilbud umiddelbart. Blandt andet foreslår organisationen, at der oprettes en database over de ressourcer, de handicappede hver især ligger inde med, at jobcentret sætter yderligere fokus på denne gruppe og at der etableres samarbejdsaftaler med uddannelsesinstitutioner for at sikre en god overgang mellem uddannelse og beskæftigelse.

Erhvervsråd bakker op

Hos Djurslands Erhvervsråd bakker man gerne op.
“Vi skal arbejde mere med det rummelige arbejdsmarked”, siger formand Ole Sørensen.
Han gør opmærksom på, at nogle virksomheder allerede nu ansætter handicappede, men en holdningsbearbejdelse vil nok være nødvendig for at brede det endnu mere ud.
“Det kan virke uoverskueligt og kræver nok noget overskud at sætte sig ind i, hvad den handicappede kan magte og hvilke jobfunktioner, vedkommende kan udfylde.”
En mentorordning med mentorer fra erhvervslivet vil måske kunne være en løsning på det, mener han.