Fortsæt til indhold

Det blev fand’me godt

Nu er energi- og elrenoveringen af Aidt forsamlingshus på plads. Det holder målet: “Det blir fand’me godt”

Samfund
Erling Baastrup

I april og maj gik man for alvor til den i Aidt Forsamlingshus. Mere end 40 forskellige frivillige brugte godt 1.200 timer på den store energirenovering af forsamlingshuset.
”De frivillige startede tidligt om morgenen og arbejdede til sent med fint gåpåmod og godmodige drillerier, når enkelte ting drillede lidt. Alle bidrog med hver sine færdigheder – og lidt til. Man lærer jo noget af de andre under sådant et projekt,” fortæller projektleder Henrik Støvring.

Det blev til nye energirigtige vinduer, ekstra isolering i alle ydervæggene, nye radiatorer – gode forbedringer, der gerne skulle skære en pæn del af varmeregningen i vinterhalvåret og samtidig bidrage til en væsentlig forbedring af indeklimaet i Aidt Forsamlingshus.
Nye indervægge betyder, at både den store sal og skænkestue nu fremstår ganske nymalede.
Elinstallationerne blev fornyet i store dele af forsamlingshuset og lever nu fuldt ud op til de gældende regler på området.

Foldedør på auktion

”Et årvågent medlem af forsamlingshuset fandt en net-auktion, hvor vi købte en brugt foldedør. Det var et rigtigt billigt scoop,” fortæller Henrik Støvring.