Hvad så med sex?
Mænd med kræft-gruppen i Fredericia inviterer alle kræftramte mænd til en informativ aften om seksualitet og kræft
Mænd med kræft-gruppen, der er en underafdeling af Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Fredericia, har taget initiativ til et foredrag med læge og sexolog Marianne Bruhn tirsdag den 9. September klokken 19 i Frivilligcenter Fredericia, Vendersgade 63.
Marianne Bruhn er én af kapaciteterne indenfor kræft og seksualitet og underviser blandt andet på Kræftens Bekæmpelses RehabiliteringsCenter Dallund på Fyn.
For de fleste mennesker er sex og et seksuelt samliv en vigtig del af livet. Ikke desto mindre træder det mange gange i baggrunden og kan synes sekundært i forhold til de problemer, man får tæt ind på livet, når man selv eller ens partner får kræft.
Særlige problemstillinger
Nogle kræftsygdomme kan give konkrete fysiske problemer, der kan udfordre det seksuelle samliv. Kroppen kan også ændre udseende, og det kan være svært at acceptere og vænne sig til en ny krop.
Meget tid går til behandling og mange tanker og følelser som angst, vrede og fortvivlelse fylder så meget, at det kan være svært at finde overskud til sex og intimitet. Ja, for nogle kan det måske ligefrem virke forkert at have lyst til sex, når man selv eller ens partner er alvorlig syg.
Marianne Bruhn vil i sit foredrag fortælle om de enkelte kræftsygdomme og de senfølger specielt med betydning for seksualiteten man (som mand) kan rammes af og hun vil komme med gode råd om, hvad man så kan gøre.
Heldigvis er der i dag gode muligheder for helbredelse af mange kræftsygdomme og de fleste af de kræftsygdomme man ikke kan helbredes, kan man ”holde i skak” i lang tid med aktiv behandling og mange oplever, at et seksuelt samliv kan give tryghed og nærhed. Et aktivt sexliv kan minimere følelsen af at være alene og styrke følelsen af, at man lever. Kræft sygdommen kan også i mange tilfælde medføre, at ens sexliv bliver bedre og mere intens, fordi man måske begynder at være mere til stede i nuet
Aftenen med speciallæge og sexolog Marianne Bruhn er kun for mænd med kræft, men alle mænd med kræft er velkomne til foredraget, dog er tilmelding nødvendigt og skal ske til.: Kurt Nielsen på tlf. 42 80 81 17 eller pr. mail til.: kurtmeidahl50@gmail.com