Fortsæt til indhold

Tesgaard cykler tværs over USA igen

Anders Tesgaard har allerede betalt startgebyret til næste års RAAM

Samfund
Rune Weitling

Kroppen knirkede og bankbogen blødte. Men det var det hele værd.
Af samme grund kan Anders Tesgaard nu fortælle Lokalavisen Esbjerg, at han allerede har betalt startgebyret til næste års Race Across America (RAAM). Dermed begiver gymnasielæreren og ekstrem-cykelrytteren sig atter ud på de 4.832 km. tværs over USA, der skal tilbagelægges på max 12 døgn.
“Det skyldes to ting. Først og fremmest, at de to andre gange har været kanon gode oplevelser og udfordringer. Dernæst, at jeg ganske enkelt føler, jeg kan gøre det endnu bedre,“ forklarer Anders Tesgaard, der i år gennemførte cykelløbet på ni dage, 17 timer og 27 minutter, hvilket rakte til en samlet 4. plads.
“Det er såmænd bare en almindelig cost benefit analyse, jeg har lavet. Jeg føler ikke, at jeg ofrer ret meget i forhold til det, jeg får igen,” lyder det beskedent fra cykelrytteren.

Kan forbedre med 31 timer

Andre vil nu nok mene, at Anders Tesgaard ofrer meget. Ikke mindst på det sociale område, hvor han må sige nej til mange ting på grund af træningen, men sådan ser han ikke selv på det.
“For mig er det utrolig motiverende at have et mål. Det giver mig energi til træningen, ligesom jeg kan stå og drømme om USA, når jeg vasker op eller koger pasta,” lyder det med et smil fra den sympatiske cykelrytter, der med egne ord naturligvis ikke ville stille op igen, hvis han ikke mente, han kunne gøre det endnu bedre.
“Sidste gang var min målsætning top fem og at gennemføre på under ti døgn. Begge mål blev indfriet, men jeg mener helt klart, at jeg kan gøre det endnu bedre. Jeg har regnet på det og mener, at jeg kan hente fire timer på bedre kost, så jeg ikke skal bruge så mange toilet-minutter. Sidste gang brugte jeg samlet cirka 600 minutter på at tisse, fordi mine shakes ikke var kraftige nok. Derudover kan jeg hente seks timer på cykler, gearing, hjulstørrelse og lignende,” siger Anders Tesgaard og tilføjer, at han desuden kørte lidt forkert sidste gang:
“Så jeg mener også, vi kan hente to timer på navigationen, otte timer på mine søvnpauser, to timer på rutiner, en time på generelt flow og ikke mindst otte timer ved, at jeg er i endnu bedre form denne gang. Det giver i alt 31 timer, og det mener jeg, er realistisk.”

Anders Tesgaard og stort set alle fra årets team er klar igen.

Det er dyrt at deltage

At køre RAMM koster i omegnen af 250.000 kr., og Anders Tesgaard lægger ikke skjul på, at hans kassekredit bløder. Men det er ikke at gøre, for han kan simpelthen ikke lade være. Turen tværs over kontinentet giver ham så meget.
Derfor forsøger han nu at komme ud og holde alle de foredrag, han kan. Både for at tjene en skilling, men også for at promovere sig selv i forhold til mulige sponsorer. Handelsbanken, Centex og LMP Group har allerede meldt sig på banen som støtter for den lokale rytter i 2015, men der må meget gerne komme flere til:
“Jeg har ligesom alle andre, der dyrker individuelle og knap så promoverede sportsgrene brug for al den støtte, jeg kan få. Det gør bare alt andet lige tingene lidt nemmere, hvis man ikke skal spekulere helt så meget over økonomien hele tiden,” siger Anders Tesgaard med et smil.
Man kan se meget mere til Anders Tesgaard og muligheden for at støtte ham på www.anderstesgaard.dk.