Fortsæt til indhold

Folk købte særlig bøger og køkkenting

Loppemarked på Ørsteds nye samlingssted “Bag Kroen”

Samfund
Anette Bonde

Ørsteds nye udendørs samlingssted “Bag Kroen” var i lørdags fyldt med ting og sager og mange mennesker. DDS Rougsø Gruppe havde i løbet af foråret indsamlet diversegode effekter, og de var nu blevet bredt ud på pladsen efter at have været opmagasineret hos to lokale borgere.
“Årets loppemarked blev trods den nye placering absolut en succes. Succesen bedømmer vi ud fra menneskemængden, stemningen, og naturligvis det økonomiske resultat”, fortæller spejderleder Dag Kristiansen.
Trods en strid blæst og trusler om regn blev omsætningen i løbet af de fire timer højere end de seneste års omsætning. Specielt bog- og køkkenboden overraskede positivt, og budboden omsatte også godt. Der var desuden rigtig mange møbler på markedet.
Loppemarkedet afvikles med hjælpende hænder fra et stort antal frivillige hjælpere og gruppens ledere. Spejderne indsamler allerede nu effekter til næste års marked.