Musikcaféer med Inger-Lise Maarup i endnu en sæson
Første gang mandag 1. september
De succesrige musikcaféer på Ørsted bibliotek med musikpædagog Inger-Lise Maarup som inspirerende fortæller står foran endnu en sæson.
Første gang er mandag 1. september. Denne musikcafé har overskriften ”Prima la musica? Prima le parole?” Hvad er vigtigst – musikken eller ordene? Denne diskussion følges gennem musikhistorien.
Der vil i løbet af efteråret også blive snakket om operareform, russisk orkestermusik og ballet og meget mere.
Det er gratis at deltage, men biblioteket vil gerne, at man tilmelder sig alligevel, så man ved, hvor mange stole, der skal stilles frem
Det er femte sæson Inger-Lise Maarup øser af sin store viden om musik. Det startede i det små i efteråret 2010 og er nu blevet til en fast musikcafé den første mandag i måneden fra september til maj.
Alle kan deltage uanset om man har musikkundskaber eller ej. Og man behøver ikke deltage hver gang, man kommer bare de aftner, hvor man har tid og lyst.