Man får vejret i Hammel
Det startede under en storm 8. januar 2005. Siden da kommer vejret på skærmen dagligt
Ikke alle kender hjemmesiden Danmark Vejret, men trods alt er der 1.5-2.000 inde og se om ugen. Og hvis der er spændende vejrforhold, stiger tallet til 3-4.000.
Bag vejrsiden står Mike Madsen, 18 år, der styrer det hele fra Rolighedsvej i Hammel. Han får dog hjælp fra en kollega, Mark, i Fredericia.
Først hed den Hammel Vejret, så Favrskov Vejret og nu Danmark Vejret. Findes også i facebook-udgave.
Flyvende comtainere
“Min interesse for vejrfænomener stammer tilbage til stormen 8. januar 2005. Jeg så hvilke muskler, naturen kan spille med. Containerne fløj ud på gaden. Det ville jeg godt vide noget mere om,” fortæller Mike, der bruger en halv times tid om morgenen til at lave en vejrudsigt til hele landet.
Materialerne samles mange steder fra. Ikke mindst kommer der prognoser fra en tysker, som målretter sine prognoser mod Danmark. Ud fra det laves så analyser og forudsigelser, og resultaterne er ikke altid de samme som på tv og DMI.
Brugerne kan få dagens vejrudsigt og en prognose for fem dage. Men også varsler er Danmark Vejret med på. Og rammer tit plet.
Dagens vejr i ord
Kontakten til brugerne er også vigtig. Der sendes kommentarer, billeder og måledata ind. F.eks. om snedybder.
Masser af statistik har den lokale vejrstation fremstillet, men det er alligevel den korte vejrudsigt, der er i højsædet.
Om morgenen kommer der ud over diagrammerne også fire linjer om dagens vejr.
Carlo og Dagmar
Mike og Mark begyndte for to år siden at navngive stormene og orkanerne efter amerikansk forbillede. De var nået hen over både Carlo og Dagmar, før DMI startede på sine orkannavne.
“Jeg skal ikke være meteorolog. Kun på hobbyplan. Jeg vil hellere arbejde med film. Kortfilm,” lyder detfra Mike, der har været på filmskole et år i Aarhus.