Nulskrald i landsbyen Tversted
Tversted i Hjørring Kommune er Nulskralds by i 2014
Kan man få 300 husstande til frivilligt at sortere mælkekartoner, kaffefiltre og bleer? Ja, mener de i landsbyen Tversted i Nordjylland, som i 2014 er kåret til Nulskralds by. Her er de godt på vej til at opfylde EU's krav om, at mængden af husholdningsaffald skal reduceres i 2022.
Bag projektet står det fælleskommunale affaldsselskab AVV, Aalborg Kommune, Tankegang samt Brønderslev og Hjørring Kommune. Sidste år deltog 105 familier i Hjørring og Brønderslev i et pilotprojekt, hvor affaldsmængden blev reduceret med 51 procent.
I år er turen kommet til borgerne i Tversted, som frivilligt skal sortere affaldet. "Vi ved, at der er nogle mål i ressourcestrategien "Danmark uden affald", og vi vil teste Nulskrald, så vi kan se, hvordan borgerne reagerer," siger Stener Glamann, direktør for Tankegang.
Borgerne på affaldsbanen
Han fortæller, at borgerne har fået frit spil til at komme med forslag og initiativer, som skal gøre affaldssorteringen nemmere. "Borgerne har blandt andet efterspurgt genbrugspletter som supplement til genbrugsstationerne. De er opstillet tre steder i Tversted, hvor borgerne sorterer plastemballage, kartoner, papir, glas og dåser," siger Stener Glamann.
Han fortæller, at skraldekampagnen har styrket sammenholdet i Tversted, og der i hele 2014 vil der være forskellige projekter og initiativer i den lille landsby, som skal støtte op om projektet. Både købmanden og Brugsen i landsbyen er således involveret og sælger frugt og andre madvarer i løssalg for at undgå emballage, da flere borgere i Tversted har efterlyst muligheden for at undgå emballage, når de køber ind i byen.