Krigens værste ofre ender i Haderslev
Da rehabiliteringscentret for torturofre blev grundlagt i midten af 1990'erne var det et af verdens første. Flere er kommet til, men behovet er kun steget siden
Det er næsten umuligt at forstå de lidelser som disse mennesker har været igennem.
Inden de nogensinde træder ind af døren til Rehabiliteringscenteret for Torturofre, eller RCT Jylland, har patienterne været igennem utallige og ufattelige pinsler. Og det er oftest med såvel fysiske som psykiske skader, at de visiteres til behandling på det center, som var ét af de første i hele verden da det, midt i 1990'erne blev etableret i Storegade i Haderslev.
I dag ligger centeret i Haderslev Centrum, hvor der er mange flere kvadratmeter til rådighed, men hver en kvadratmeter bliver brugt:
“Desværre er behovet slet ikke blevet mindre med årerne. Hvad vi kan overkomme bestemmes af ministeriet, der giver os en kvote - og de dertil hørende penge. Og så er det regionen, der har driftoverenskomst med os. Vi kan helt sammenlignes med et sygehus,” fortæller formanden for RCTJylland, Lissa Mathiasen.
På RCTarbejder man helhedsorienteret med patienterne, og det er altafgørende for effekten af behandlingen:
“Ofte kan et godt resultat måles i. at man bare sover lidt mere, lidt bedre eller har lidt færre flashbacks,” fortæller Lissa Mathiasen, der godt kan forstå at omverdenen kan have svært ved at forstå patienternes situation:
“Vi lever i et land, hvor det næsten er umuligt at fatte det, som disse mennesker er blevet udsat for. Vi kender ikke til den ondskab, som sætter folk i stand til at udsætte andre for det man ser andre steder i verden. Den manglende forståelse er bestemt ikke nogen fordel, fordi de hårdest ramte er mest udsatte for at blive dømt af deres omverden.”