Fortsæt til indhold

Ambassadør for Allingåbro

Allingåbro har fået sit eget ambassadørkorps, der arbejder for at genrejse byen

Samfund
Anette Bonde

Indtil videre har otte lokale beboere i Allingåbro meldt sig som aktive ambassadører for byen. Men flere er i vente, fortæller Bent Rolfsted, der er initiativtager til foreningen Fremtidens Værksteder. Ideen er at skabe nyt liv og netværk i Allingåbro og nabobyerne på en måde, der matcher samfundets øvrige udvikling.
En af ambassadørerne er Carl Christensen. Han opfordrer til, at alle i Allingåbro bliver ambassadør for byen og omegnen.
“Vi er mange, der allerede har meldt os som ambassadører for Allingåbro. På et tidspunkt bliver du også spurgt, og der håber vi, at du vil være med til at skabe vækst i Allingåbro og omegn. Samtidig samarbejder vi med vores nabobyer, så vi sammen får en fælles vækst i det vestlige Norddjurs.”

Støt hinandens initiativer

Ambassadørrollen kan gælde i både det store og det små, mener Carl Christensen. Han har boet i Allingåbro siden 1978. Dengang var der et stort udbud af forretninger, men langsomt er udbuddet blevet mindre. Dem skal folk bakke op om, lige som byens borgere også skal sørge for at udefrakommende synes godt om byen. Han fremhæver den årlige motorfestival og de to Mosten-træf.
“Her er Mosten MC, Grund MC og Titty Twister gode ambassadører for Allingåbro. Det er noget vi med stolthed fortæller om, når vi er ude i andre byer. Det skal vi have mere af.”
Opbakning fra byen til sådanne ting er vigtig, understreger han, og nævner idrætsforeningen AIF som en stor hjælp. AIF's rolle som ambassadør er også vigtigt, når spillere og ledere er på udebane.
“Det skal være sådan, at det sted man har været på besøg, glæder sig til at AIF kommer igen. Andre idrætsklubber, der kommer til Allingåbrohallen skal også føle sig velkommen.”

Hovedgaden trænger

Hovedgaden kan godt trænge til et løft, mener Carl Christensen. Han og andre frivillige arbejder i øjeblikket på at få skabt aktivitet på den gamle station igen. Den trænger også til at blive frisket op.
“Samtidig vil være fint hvis alle borgere, der har bolig ud til hovedgaden, både som ejer og lejebolig, vil gøre boligen lidt i stand.”
Efterlønnere, pensionister og andre kan bidrage med at holde byen ren for affald.

“Vi vil vores by”

På den måde, mener han, at borgerne går i front og er med til at bestemme udviklingen i det vestlige Norddjurs, ikke mindst i forhold til kommunalpolitikerne. Dem har han ikke den store tillid til.
“Vi har i Allingåbro en gang for meget prøvet at blive underløbet af et sammenspist og efter min mening et karteldannet byråd med vores tidligere respekterede Rougsø-borgmester i spidsen. Det har resulteret i unødige millionudgifter til skolebyggeri,” siger han med adresse til flytningen af overbygningen på Allingåbroskolen til Auning Skole.
Slutteligt peger han på Allingåbro og det vestlige Norddjurs' mange fortrin: åen, stationen med skinnecykel og kanoudlejning, gode indkøbsmuligheder, gode busforbindelser, hotel, cykelsti, banesti, gocartbane, golfbane, petanquebaner, skydebaner, cykelklub og meget mere. Og en motorvej, der er kommet tættere på med det nyåbnede hængsel i Drastrup.
“Motorvejen kommer aldrig til Grenå, men den er kommet tættere på Norddjurs, med det nyåbnede hængsel i Drastrup. Det vestlige Norddjurs er et naturligt vækst- og bosætningsområde. Det er derfor vigtigt, at der er gode ambassadører i postnumrene 8950, 8961 og 8963, så vi i fællesskab kan skabe vækst og tiltrække folk til at bo i det vestlige Norddjurs.”