Derfor bragte vi vampyr-artikel
...og derfor bringer vi ikke den planlagte fortsættelse af fortællingen om ‘Vejles venlige vampyrer’
"Bare kom ind. Jeg bider ikke."
Lokalavisen Budstikkens artikel om en vampyr fra Vejle, der har suget blod fra sin kæreste og nu suger blod fra en ven, har skabt debat. Enorm debat. Fra den uskyldige 'jeg bider ikke' replik, vi møder ude i byen, til hånlige og hadefulde kommentarer på diverse hjemmesider og facebook.
Der gik heller ikke længe, før flere skrev i artiklens kommentarfelt, at den mandlige vampyr Cameron i virkeligheden er en pige, der hedder Anna, som tidligere har udgivet sig for at være ninja og pirat og blot er ude på at få opmærksomhed.
Cameron ligner rigtignok en pige og lyder som en pige, og under Lokalavisens oprindelige interview med ham og kæresten Isabell havde vi derfor også indledt med at spørge, om han var en dreng. Ja, svarede han og gentog det, da vi sagde, at han lignede en pige.
Efter at have set folks kommentarer til artiklen, kontaktede jeg Cameron og forklarede ham, at det var vigtigt for avisens og hans troværdighed, at han er ærlig om sit køn. Det fik ham til at indrømme, at han biologisk er en pige.
Cameron fortalte desuden, at han, efter artiklen er bragt, har modtaget trusler på facebook, og at der var blevet smidt hvidløg foran hans og Isabells lejlighed og smurt hvidløgsolie på deres dør. Alarmklokkerne ringer, når ens kilder får trusler og udsættes for hærværk. Vi havde forudset, at artiklen ville give debat og nedladende kommentarer. Men trusler og hærværk var mere, end både avisen samt Cameron og Isabell havde forudset. Da de jo netop er venlige mennesker, der ikke gør nogen fortræd.
Det er vores opgave som journalister at beskytte vores kilder og vise hensyn, hvis de ikke selv kan forventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser.
Derfor har vi også været ekstra grundige med denne artikel. Vi har interviewet dem over flere omgange. De har vist os bidemærker og snitsår og fortalt i detaljer, hvordan de får blod. Vi har set deres lukkede vampyrfora på facebook, og de har fortalt om vampyrhuse, som der er referencer til på nettet. De har detaljeret fortalt om smagen af blod. Hvordan familie og venner ser på dem og ikke vil tale om det. Vi har sagt til dem, at nu når de stod frem, så ville det ikke være hemmeligt længere, og det ville skabe en masse omtale. Vampyr-artiklen er blevet diskuteret frem og tilbage her på avisen som ingen andre artikler, og den er skrevet om flere gange, før vi stod med en udgave, vi besluttede os for at bringe. For skal man ikke kunne komme til orde i en lokalavis, selv hvis man er mere mærkelig og sårbar end de fleste? Jeg mener, at når folk er ved deres fulde fem og har en god historie at fortælle, skal de have lov.
Det har til gengæld gjort os skeptiske, at flere personer efterfølgende har skrevet og sagt, at Cameron tidligere har udgivet sig for at være ninja, pirat og lignende. Til det svarer Cameron, at det ligger langt tilbage i barndommen og ikke har noget at gøre med ham i dag. Det kan Cameron have en pointe i, men det får mig til at overveje, om han har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Er han troværdig?
Flere skriver desuden på nettet og direkte i mails til os, om vi ikke fatter, at Cameron og Isabell er personer, der behøver hjælp og ikke eksponering i medierne. Det enkle og korte svar er: Nej. Vi er tre journalister, der har snakket med Cameron og Isabell. De er myndige (18 og 23 år), høflige, afdæmpede og fornuftige at snakke med. De virker kort sagt troværdige på mig og mine kollegaer. Vi havde på ingen måde fornemmelsen af, at de havde kontaktet os udelukkende for at få opmærksomhed. Flere gange spurgte vi dem, hvorfor de vil stå frem i avisen. Hver gang lød svaret, at det er for at få folk til at forstå, hvem de er, og få andre ligesom dem til at komme frem.
Ja, gu' er det en anderledes adfærd, men jeg kan ikke se, at det er mere mærkeligt at drikke et par dråber blod engang imellem, end det er at tro på spøgelser eller gå i swingerklub. Og dem der gør det, skriver medierne op og ned om.
Lokalavisen Budstikken er blevet kontaktet af alverdens medier, der gerne vil i kontakt med Vejles "vampyrer": Danmarks Radio (flere forskellige programmer), TV2, Ekstra Bladet, Se & Hør, dokumentarjournalister...
Pressen på P3 citerede det meste af artiklen og kaldte den dagens historie. Og den har inspireret til en artikel på videnskab.dk, der spørger, om man kan leve af blod. Som lokalredaktør er jeg blevet interviewet af journalisternes fagblad journalisten.dk, der stiller kritiske spørgsmål til artiklen, og Ekstra Bladet TV kastede sig over mig, da avisens journalister blev afvist af Cameron og Isabell.
Hvis de to stod frem for at få opmærksomhed, så kunne vi altså have set dem i stort set alle landets medier. Det sagde de nej tak til.
Artiklen har dog haft nogle uheldige konsekvenser for Cameron og Isabell. Og man kan stille spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Af disse grunde bringer vi ikke den planlagte artikel nummer to, hvilket Cameron og Isabell også har frabedt sig.