Fortsæt til indhold

Grafisk bureau i nye lokaler i Kolind

Signbizz er rykket fra Ryomgaard til Søndergade i Kolind

Samfund
Anette Bonde

Går man en tur op ad Søndergade i Kolind, opdager man, at der er kommet nyt liv i gadebilledet. Nu er de mørke vinduer i den tidligere blomster- og gavebutik ikke længere tomme, men stråler med prikker og friske farver. Signbizz står der på facaden.
Indenfor møder man Susanne Simonsen og Tom Tang. De åbnede Signbizz i lokaler i Ryomgaard 1. marts i år. 11. august flyttede de til lokalerne i Kolind for at få mere plads.

Grafisk virksomhed

Tom Tang beskriver Signbizz som en visualiserende grafisk virksomhed. Det er skilte, grafisk design, udarbejdelse af grafisk profil af kundens virksomhed, hjemmesider, autoreklamer, facade, print i storformat, tryksager og tekstiltryk med mere. I et hjørne af det store lokale er der indrettet fotoatelier både til portrætfoto og produktfotos.
Susanne Simonsen og Tom Tang danner par privat og bor i Kolind, så ud over at de har fået større lokaler, er flytningen til Kolind også praktisk i forhold til hjem og børn.

Grafik, kunst og foto

Tom Tang er grafiker og har været i branchen i mange år. I 25 år var han selvstændig i Aarhus med trykkeri og reklamebureau og mange ansatte. For seks år siden fik han behov for en pause.
Han solgte store dele af virksomheden og lukkede det andet, og så begav han sig ud i en hverdag som deltids ansat grafiker i reklamebranchen og som seriøst arbejdende udøvende kunstner i mixed medie.
Han gjorde det til et levebrød, og det blev til udstillinger mange steder, både hos større og velrenommerede gallerier og udstillingssteder og i mindre virksomheder.
Djurslands Sparekasse i Ryomgård investerede i øvrigt i hans kunst, og her kan man se fem af hans værker.
Susanne Simonsen er oprindelig uddannet veterinærsygeplejerske. Hun har desuden arbejdet på skoler som skolesekretær og som leder, og har også været afdelingsleder i en svinestald.
For et par år siden uddannede hun sig til psykoterapeut og det praktiserer hun sideløbende med Signbizz. Hun har altid fotograferet, primært portræt og landskaber. Susanne Simonsen har i øvrigt boet i Kolind i 16 år.

Overvældende start

“Vi er et godt team. Med mine 25 års erfaring og Susannes foto supplerer vi hinanden sindssygt godt”, siger Tom Tang.
De har da også fået en overvældende start og har fået opgaver til et godt stykke ud i fremtiden.
For eksempel har Landmad.dk i Grenaa bud efter dem både som leverandør og som konceptudvikler og sparringspartner, og de er på vej med nyt logo og synbarhed af tandlæge Susanne Brandt Jørgensen på Bredgade i Kolind.
Det gør de med bevidstheden om og i stor respekt for, at hun har klinik i byens ældste hus.