Eivind er blevet ven med bogstaverne
Eivind Underbjerg Hansen ser ikke tilbage på sin skoletid med glæde. Han var ordblind, og blev tit taget ud af klassen for at modtage specialundervisning. Det hjalp bare ikke.
“Jeg har altid vidst, at jeg var ordblind, men den hjælp jeg fik var bare overhovedet ikke rigtig”, konstaterer Eivind Underbjerg Hansen, der blev valgt ind i Aabenraa byråd for Venstre ved sidste valg.
Han hutlede sig igennem skoletiden, og kom i lære som maskinarbejder.
“Den gang kunne man godt komme i lære, selvom man ikke rigtig kunne læse. Da var det hele jo meget mere praktisk arbejde. Den går jo ikke mere i dag”.
Han gennemførte uddannelsen, og fandt ud af, at der faktisk var noget, han var god til. Han har indtil for seks år siden været daglig leder på egen maskinstation, og er i dag medejer af hele seks virksomheder.
“For seks år siden udvidede vi ejerkredsen på maskinstationen, og det var på det tidspunkt, at jeg besluttede mig for at gøre noget ved min ordblindhed”, fortæller Eivind Underbjerg Hansen.
Han meldte sig på et kursus på VUC, hvor han fik undervisning i computerprogrammet CD-Ord.
Det ændrede hans hverdag.
“Det betyder virkelig så meget. Det betyder, at jeg ikke længere er afhængig af andre. Jeg har rent faktisk fået lyst til at skrive, og den lyst har i hvert fald overhovedet ikke været der før”, lyder det med et smil fra Eivind Underbjerg Hansen.
Betydningen af computerprogrammet er kun blevet tydeligere for Eivind, efter at han blev valgt ind i byrådet.
“Uden programmet kunne jeg ikke klare det. Det er altafgørende, at man kan sætte sig 100 procent ind i sagerne, hvis man vil have indflydelse. Og det ville jeg ikke kunne, hvis jeg skulle have en anden til at læse alt materialet op for mig”, konstaterer han.
Programmet kan uden problemer læse tekstdokumenter højt - og det endda på flere sprog.
“Det har hjulpet mig rigtig meget. Udover at jeg nu føler, at jeg er på omgangshøjde med alle andre, så har det også betydet, at jeg har fået et bedre selvværd, er blevet mere udadvendt og åben omkring min ordblindhed. Jeg håber, at andre med det samme problem vil søge hjælp, så de også kan få en meget lettere hverdag”, slutter Eivind Underbjerg Hansen.