Fortsæt til indhold

Børnetøjsforretning fra Vericentret til Hammel

Anita Sørensen flytter Youngsters fra Risskov til Østergade i Hammel

Samfund
Kian Johansen

Når det bliver Halloween i Hammel, så dukker der en ny børnetøjsbutik op på Østergade i Hammel.
Lejemålet, der før husede Silje Badilje er nu lejet ud til Anita Sørensen, der driver børnetøjsbutikken Youngsters i Vericentret i Risskov.
Forretningen flytter hun nu til Hammel og åbner 30. oktober.

Godt handelsliv

“Jeg bor i Hinnerup. Min datter og svigersøn bor i Hammel. Jeg har hørt meget godt om Hammels handelsliv og de mange aktiviteter, og da der stod et lejemål tomt på hovedstrøget, så var det en nem beslutning,” fortæller Anita Sørensen, der har haft Youngsters i 4 år.
Hun sælger tøj til børn fra baby-alderen og op til 16 år.
Mærkerne er alt fra Queenz, Melton, Mikkel-Line, Joha og D-Xel.
“Jeg tror der er flere muligheder i Hammel, der er flere events i gaden og jeg tror der er mere sammenhold og mulighed for mere udvikling,“ siger den 50-årige Anita Sørensen, der allerede var i Hammel under Hestemarkedet. Her stod hun i Hammel Handels stand, for at vise flaget.
“Jeg har aldrig været til hestemarkedet og anede ikke at det var så stort,” smiler hun bredt.