Super-unger flyver på hjemmebanen
Flying Superkids giver show i gymnastikgården i Aarhus V
De flyvende superbørn rammer Gymnastikgården i Aarhus V med et show i det 42x34 meter store italienske paladstelt.
Årets show hedder Flying Superkids - live i paladset, og indtil videre har det været en stor succes - i hvert fald har børnene givet den gas foran publikum i 24 totalt udsolgte forestillinger, blandt andet 10 forestillinger i hovedstaden hvoraf to var ekstraforestillinger, som blev planlagt efter den kæmpe efterspørgsel, oplyser Flying Superkids i en pressemeddelelse.
”Jeg tror, folk er ved at få nok af konceptunderholdning. Jeg mener, man kan jo for eksempel se Phantom of the Opera eller lignende i næsten enhver middelstor by. Det, vores publikummer oplever, kan de kun opleve et sted den aften. Flying Superkids er en tidslomme. Vi er her kort, og så er vi væk, og der er kun 70 forestillinger om året. Det gør det unikt, og det - tror jeg - er helt specielt. At teltet så er den perfekte skræddersyede ramme, gør jo kun tingene mere optimale,” siger Lars Godbersen, direktør hos Flying Superkids i pressemeddelelsen.
De flyvende superbørn har som noget nyt i år et springland med på turnéen. Det betyder, at publikum kan komme op til to timer før showet starter og prøve kræfter med tyngdekræften på trampoliner og hoppeborge.
I Aarhus kan man opleve Flying Superkids på følgende dage: Lørdag 6. september klokken 13.00 (forpremiere), tirsdag 9. september klokken 18.30 (premiere), onsdag 10. september klokken 18.30, torsdag 11. september klokken 18.30, lørdag 13. september klokken 13.00 og søndag 14. september klokken 13.00.