Leg og galskab
FDF i Gl. Rye skød sæsonen i gang for 95 børn, ledere og forældre
Alle i FDF-kredsen i Gl. Rye var aktiveret, da sæsonen blev skudt i gang til en aften med prøvelser, bål, løb og godt humør.
FDF Gl. Rye har 110 medlemmer. For 27. år i træk møder kredsens frivillige ledere børn og unge med leg, fantasi, grin, galskab og alvor på ugentlige møder og weekendture.
”I FDF oplever børn og unge et stærkt og rummeligt fællesskab. Gennem leg, kreative aktiviteter og ture i naturen får børn og unge udviklet deres evne til at samarbejde og klare nye udfordringer. Evner som de kan bruge mange andre steder i livet,” siger Kjeld Christensen, kredsleder i FDF Gl. Rye.
13. september deltager FDFerne i fælles Tivoliweekend med et helt døgns anderledes og udfordrende aktiviteter.